MiraklernesTid_1700

P eter Wessel Hansen

38

ven, og bede med mig, at den naadige Gud vil understøtte ham i hans Alder­ dom, styrke ham under hans Skrøbelighed, og lade ham i dette begyndte Aar nyde sin rige Velsignelse baade til Siel og Legeme”.162 Da inspektør Løw og pastor Werdel fra St. Hans Hospital i sommeren 1780 takkede en giver, ønskede de ham tillige ”den ypperlige Frugt af hans er- kiendtlige Sindelav, som forjættes Psalm. 50,23” (dvs. Salmernes Bog 50,23): ’’Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse”. Bibelhen­ visningen fastslog, at gaver til de fattige behagede Gud og gengældtes med hans nåde.163 Det samme var tilfældet, da en anden passage fra Salmernes Bog blev påpeget i en af fattigvæsenets taksigelser i 1770: ”Gud kiender sine og deres Almisser skal komme op i Ihukommelse for Gud, som vil giengielde, og som holder Love evindelig, at den Barmhiertige skal faae Barmhiertighed, og den, som hielper den fattige skal reddes paa en ond Dag”.164 Den ’’retsindige Kristen”, hvis gave inspektør Meden og pastor Munthe ved Almindelig Hospital i sommeren 1780 takkede for, var næppe heller i tvivl om eksistensen af Guds belønninger, når man garanterede ham, at han aldrig skulle komme til at ’’mangle Prøver paa Forsynets Godhed, saafremt en Salomons Ord ere troeværdige. ”Hvo som forbarmer sig over den Elendige, laaner Herren; men han skal betale ham hans Velgierning”.165 Guds løn i det evige Det var ikke kun i det timelige, at man kunne få Herrens velsignelse. Man­ ge i Oplysningstidens København troede også, at barmhjertighedsudøvelse kunne berede vejen til en bedre skæbne efter døden. Også her bekræftede og fremmede præsteskabet beredvilligt forestillingerne. For den velhavende klædehandler Claudi Rosset, der i midten af 1700- tallet skænkede Pesthuset - det senere St. Hans Hospital - størstedelen af sin formue, synes Guds nåde at have været en naturlig følge af godgørenhed. I en fundats fra 1752 udtrykte Rosset sin forventning om, at ’’enhver baade her i det timelige, og hidset i det ævige Liv kand vente sig Guds Løn og Velsig­ nelse, hvormed alle Fattiges Patroner og Velyndere rigeligen belønnes”.166 Claudi Rosset troede tydeligt nok, at hans barmhjertighed udløste Guds gaver og frelse både i det jordiske og himmelske liv. Præsternes kommentarer i Adresseavisen fastslår, at Rossets retorik var ganske i tråd med det, præsterne prædikede. De var ikke i tvivl om, at Gud ville velsigne giverne og deres kære, ”og at Velsignelsen maae følge Dem alle Deres Lives Dage, til de hisset skal nyde en evig Naadeløn”.167 Når de barmhjertige havde modtaget de gud­ dommelige velsignelser i det jordiske liv, ville deres barmhjertighed også blive belønnet i Himlen.

Made with