MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

41

Men hvordan forholdt det sig i Danmark og i København? Det kan umid­ delbart afvises, at almissekulturen med dens iøjnefaldende do-ut-des tanke­ gang hører til den foreskrevne lutherske teologi. Den er heller ikke en del af det forestillingskompleks, vi normalt kalder ’overtro’. Skikken praktiseredes jo i fuld offentlighed i Københavns største avis i mindst 60-70 år. Ville man bekæmpe almissekulturens gerningskristendom, havde dette været stedet at begynde! Skikken er heller ikke omtalt i Erik Pontoppidans kendte skrift Fe­ jekost til at udfeje den gam le Surdejg eller de i de danske Lande tiloversblevne og her fo r Dagen bragte Levninger afsaavel Hedenskab som Papisme fra 1736.174 Her tordnes ellers mod alt fra nissetro til bibelske varsler. Havde det på nogen måde været ildeset at søge Guds hjælp og de fattiges forbøn gennem gode ger­ ninger, må man antage, det havde været omtalt her. Desuden findes der ingen lovgivning mod skikken. Almissekulturen repræsenterede umiddelbart en række tolererede (folke­ lige) religiøse forestillinger og handlinger. Men præsteskabet gav skikken det officielle præg, der betyder, at den også falder ind under Oplysningstidens kirkeligt praktiserede religionsudøvelse. Til trods herfor, mener jeg ikke, at man med sikkerhed kan sige, at almissekulturen enten var en halvofficiel, kirkelig praktiseret, troshandling eller alene udtryk for en folkelig skik, tole­ reret af kirken og magthaverne. Her nærmer vi os det vanskelige spørgsmål vedrørende skikkens ophav. Blev gerningskristendommen praktiseret af den lutherske kirke og derfra udbredt til folket, eller blev de gamle, tilsyneladende førreformatoriske, forestillinger primært dyrket af folket, som kirken derpå rettede sig ind efter?175 Almissesystemet Det helt centrale i den franske antropolog Marcel Mauss’ gavegivningsteori er, at giveren af en gave altid kan forvente en gengave fra modtageren. Det er gavegivningens logik. Det var også tilfældet med de almisser, Københavns indvånere gav til byens fattige. Almissegivningen var omgærdet af en række faste ritualer og forventninger om, at almisser blev besvaret med en form for gengave. En acceptabel gengave var ensbetydende med, at den oprindelige giver nu ’’stod i gæld” til den oprindelige modtager, og sådan kunne det i princippet fortsætte i én uendelighed. Der var altså ikke tale om en enkelt udveksling, men snarere om en serie - en kæde - af gaveudvekslinger. Af ga­ venotitserne i Adresseavisen er det muligt at se, hvordan dette almissesystem af gensidige gaver fungerede i praksis. Løftegivning - dvs. når en giver forpligtede sig til at give eller give mere - var af væsentlig betydning i almissekulturen. Ofte blev almisser givet efter