MiraklernesTid_1700

P eter Wessel Hansen

44

lunde skal blive forglemt af H”.182Almissen var altså givet efter, at giveren havde opnået den attråede velsignelse, som han havde anmodet om. Samtidig håbede han at gentage successen ved hjælp af de fattiges fortsatte forbønner og et nyt løfte til Gud om, at Herrens fortsatte velsignelser ville blive gen­ gældt af flere almisser. Løftet kunne altså ligesom forbønnen fremvirke Guds hjælp. Mange al­ misser blev derfor givet ’’efter Løfte”. Et sådant løfte blev i efteråret 1790 ind­ friet i form af en almisse på en rigsdaler til de trængende, ’’fordi Gud har op­ fyldt mit Ønske”.183Vi må forestille os at giveren, da han bad Gud om held med et foretagende ved samme lejlighed havde lovet at give de fattige almisse, hvis Gud opfyldte hans ønske. Nu hvor det var sket, følte han sig derfor for­ pligtet til at indfri sit løfte. En del almisser blev givet, fordi giveren følte sig begunstiget af held og lykke, som han ikke kunne tilskrive andre end Gud. Det var måske tilfældet, da ”H. Hen”., ”en Ven ud af Fattige”, gav en rigsdaler til lemmerne på St. Hans Hospital i 1780, fordi Herren havde hjulpet ham ’’over Søen imod sine Fienders Efterstræbelse”. Nu bad han ”Gud, at han fremdeles vil hielpe ham i hans Forehavende, saa hans Fiender maatte blive til Skamme”, og han ville ’’ikke forglemme den Syge og Sengeliggende i samme Hospital, naar Gud bønhører mig”.184 Eksemplerne viser, at almissegivningen som regel fulgte den samme mo­ del uanset om almissen blev givet i forbindelse med giverens forbøn, løfte eller som tak for Guds bønhørelse. Gave gengældtes med gengave. Man var sikker på, at Gud svarede almissegivernes bønner, løfter og almisser med vel­ signelser, som skulle gengældes med flere gaver til de fattige. Udvekslingen af gaver mellem Gud og menneske, og mellem almissegiver og fattig kan betegnes som henholdsvis horisontal og vertikal gaveudveksling. Hvor den horisontale gaveudveksling sker mellem to fundamentalt ulige par­ ter, nemlig menneske og guddom, kendetegnes den vertikale - mellemmen­ neskelige gavegivning - ikke alene af religiøse elementer, men også af datidens sociale tankegang. Fælles for både udvekslingen mellem Gud og menneske, og udvekslingen mellem almissegiver og fattig var imidlertid en iøjnefaldende asymmetrisk eller hierarkisk struktur: Mennesket ville aldrig ved gerninger kunne takke Gud nok for hans velsignelser og skaberværk, og den fattige kunne ”kun” tak­ ke almissegiveren med sine bønner. Mennesket kunne alene gengælde Gud med tjenester. Det samme var tilfældet i den fattiges relation til almissegive­ ren. Almissekulturens udvekslingssystem ligner dermed de patron-klient-for- hold, der dengang var så almindelige, f.eks. i forholdet mellem fæstebonde og godsejer.185