MiraklernesTid_1700

P eter Wessel Hansen

46

gammel talemåde med ophav i Det Nye Testamente .186 Talemåden er beteg­ nende for almissekulturens livsanskuelse. Store dele af det tidlig moderne samfund var gennemsyret af en tænke­ måde, baseret på gavers og tjenesters snarlige gengældelse. Hjælp blev givet til selvhjælp. Gaver givet i forvisning om at modtage gengaver. Dette forhold gjorde sig gældende mellem mennesker, men altså også menneske og gud­ dom imellem. Den fattige kunne ikke gengælde giveren med samme mønt, og menneskets gaver, løfter og bønner kunne aldrig måle sig med Guds vel­ signelser. Denne asymmetri betød sandsynligvis, at mennesket altid stod i gæld til Gud og derfor måtte fortsætte med at give, bede og aflægge løfter. Der var med andre ord en helt tydelig sammenhæng mellem giverens ud­ deling af almisse og de velsignelser han modtog fra Gud. I 1790 fortalte le­ delsen på Almindelig Hospital således, hvordan ’’ædle Medborgere (...) fulde af hiin høie Dyd - Menneskekierlighed - kun søger Hæld af Skaberen ved at udbrede Hæld blant Elendige”.187Guds gaver kunne opnås ved at uddele almisser til de fattige, og man skulle ikke regne med gaver fra den guddom­ melige kant, med mindre man selv gav. Det var betingelserne i udvekslings­ systemet. Det var noget for noget. Vi har ovenfor set, hvordan den private almisseuddeling i Oplysningsti­ dens København var omgivet af en række faste normer og forestillinger. Al­ misserne var ikke udelukkende udtryk for en almindelig udbredt filantropi, for i mange tilfælde var giverne snarere interesseret i guddommelige gengaver end i de fattiges ve og vel. Men almissegivningen kan også sættes i forbindelse med den tidlig moderne verdens mere generelle normer og traditioner. Helt generelt var det europæiske samfund domineret af systematisk gaveudveks­ ling og af såkaldt moralsk-økonomiske normer.188 Det var en forestillings­ verden præget af almindelige kristne normer og værdier, der i det førsekula- riserede samfund ikke blot udgjorde religiøse formaninger, men som var helt grundlæggende leveregler, som alle forventedes at efterleve. Den moralske økonomi indebar moralsk funderede forventninger til, at man hjalp hinanden inden for datidens fællesskaber. Inden for landsbyernes og håndværkernes sammenslutninger - laugene - foregik der en omfattende udveksling af goder og tjenester. Ingen gave eller tjeneste var gratis, for gi­ veren kunne altid - før eller siden - forvente sin gave eller tjeneste gengældt. Formålet med at give havde baggrund i kristent tankegods om at hjælpe sin næste, men gavegivningen havde også det egennyttige og snusfornuftige mo­ tiv, at sikre giveren gengældelse for sin tjeneste den dag, han selv ville få brug for det. Fællesskaberne virkede altså til den enkeltes gavn, men fællesskabets inte­ resser blev til enhver tid sat før individets. Det skete, når landsbyens mænd