MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

48

Almissegiverne var med til at opretholde en form for socialt sikkerheds­ net, som sikrede fattigfolk et nødtørftigt livsunderhold. Almissekulturen var dermed også udtryk for en forsikringsform, der kan sammenlignes med de former, der fandtes inden for håndværker- og landsbyfællesskaberne. Gav­ mildhed mod de fattige var med andre ord en slags tryghedsskabende foran­ staltning, som skulle sikre, at andre gav, hvis ens egen lykke vendte. Man var fuldt bevidst om, at langt fra alle var skyld i deres egen fattigdom, og at man, hvis konjunkturerne var dårlige eller uheldet var ude, selv en dag kunne ende i armod. En medlidende giver uddelte således tre rigsdaler ”til dem hvis Skiebne ved en uventende Tildragelse er bleven for tung”, mens en anden med social empati donerede et beløb til tugthusfangerne med ordene: ”De ere Forbrydere, det er Gud og Mennesker noksom bekiendt, men de for­ tiene dog Medlidenhed naar man seer hen til de særdeles Omstændigheder i deres Liv, som styrtede dem i Ulykken”.192 Skæbnen rådede i livet, og Guds gaver blev ikke uddelt i lige mål til alle. Rigdom eller fattigdom var man derfor ikke selv herre over. Man troede nem­ lig (i øvrigt meget i overensstemmelse med realiteterne) at verden rummede en konstant og begrænset mængde goder.193 Hvis Gud gav rigeligt til nogle, var det ensbetydende med at andre måtte mangle. Præsten ved Almindelig Hospital formulerede i 1790 tankegangen således: ”Fra din Skaberhaand, Al­ mægtige! Modtager enhver af dine Skabninger sin beskikkede Deel - nogle mere, andre mindre. Nogle opdrages ved Lidelser, andre ved Velgjerninger; men din Plan for Støvets Børn er og bliver undforskelig”.194 Det var verdens orden, at nogle havde den tunge skæbne at leve i fattig­ dom. Det var naturligt, at nogle havde mere end andre, og at nogle ligefrem manglede og var afhængige af barmhjertige menneskers almisser. For som pa­ stor Cruse i sommeren 1790 spurgte Adresseavisens læsere: "Hvad vilde skee, dersom alle havde af sig selv hvad de behøvede, og den ene ikke trængte til den anden?” Og han havde svar på rede hånd: ’’Velgiøreren maatte savne den Glæde at give: Klienterne den Fryd at takke”.195 Der var med andre ord tale om et afhængighedsforhold mellem giver og modtager. Den, der havde nok, var nemlig forpligtet til at give den, der manglede: ”Det, du har, (...) er (ikke) dit eget; men et Laan af Gud til din og fleres Lyksalighed”, som man kunne læse i Adresseavisen i 1790.196 For klædehandler Claudi Rosset var Guds nåde tydeligvis en naturlig føl­ ge af godgørenhed. I fundatsen for Rossets fattigstiftelse fra 1752 bad han til forsikring for fundatsens efterlevelse fattigvæsenets direktører garantere for "nøyeste og flittigste Omhue og Opsigt for disse elendige Kaarsdrageres Tarv og Beste, hvorfor enhver baade her i det timelige, og hidset i det ævige Liv kand vente sig Guds Løn og Velsignelse, hvormed alle Fattiges Patroner og