MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

49

Velyndere rigeligen belønnes”.197 Rossets anvendelse af ordet ’’korsdrager” om de fattige, leder tankerne hen på forestillingen om de begrænsede goder, nemlig at nogle må være fattige for, at andre kan være rige. Biskop Peder Palladius brugte tilbage i 1500-tallet det billede, at de fattige bar det kors, som Gud havde pålagt dem. Forestillin­ gen levede endnu i bedste velgående i 1700-tallet.198Korsdrageren bar fattig­ dommens byrde, for at Rosset og andre kunne leve i velstand. Derfor ydede Rosset penge til fattigvæsenet i håb om at tilvejebringe en bedre balance i go­ dernes fordeling - og selvfølgelig også for at opnå guddommelig nåde. Det var de troendes opgave at bringe orden i den naturlige ubalance i ver­ den. Det var elementært, at alle munde skulle mættes og at den som havde rigeligt, skulle hjælpe den, der manglede. Den del af befolkningen, der havde mere end blot til dagen og vejen, takkede Gud for et liv uden armod. Således modtog ’’Spisningskassen” i vinteren 1770 ni mk. til de fattiges forsørgelse ”fra den Gud rigelig bespiser”.199 Og St. Hans Hospitals præst og inspektør takkede i 1790 de ”i Brødres Nød deeltagende Menneskevenner”, der delte ud af deres velstand, fordi de ’’Lidende skulle haveAndeel i hvad Forsynet havde anbe- troet dem”.200 Da Jacob og Anna Catharina Rosborg i 1756 testamenterede en stor sum penge til Fattigvæsenet, kom samme forestilling til udtryk. Parret havde te­ stamenteret deres penge til de fattige med ”det Øyemærke, at ligesom det har behaget Gud at velsigne vor Flid og Arbeyde saaledes, at vi derved have erhvervet de Midler vi maatte efterlade os, saa ville vi og til et Taknemme- ligheds Tegn for denne og andre hans Velgierninger, han saa maadelig haver behaget at lade see mod os til saadan Brug, som kunde være til hans Ære og fattige og nødtørftige Christne til Hielp og Husvalelse”.201 Man skulle give de fattige af sit overskud, for på den måde at takke for, at man var så lykkelig ikke at leve i armod. I relationen almissegiver og -modta­ ger betød dette, at den fattige på grund af sin armod ikke var giveren en gave af samme størrelse skyldig. Den fattige havde nemlig allerede betalt for give­ rens velstand ved sin fattigdom! Ja, måske var det endda giverne, der i virke­ ligheden var de fattige tak skyldig. De fattiges ret, de riges pligter Det virker som om de fattige nærmest havde en moralsk funderet ret til al­ misse. Ikke sjældent omtaltes almisser eller gaver til de fattige i hvert fald som ’’retsindige” eller ’’retfærdige”.202 Disse rettigheder indbefattede tilsyneladen­ de også de fattiges ret til at bede samfundets heldigere stillede om almisse. Det københavnske fattigvæsens bogholder Henning August antyder et sted,