MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

52

der genfindes i alle knaphedssamfund. Knaphedssamfundet var kendeteg­ net ved en lang række forsikringslignende indretninger og institutioner, som skulle beskytte dets medlemmer mod dårlige tider. Også almissekulturen må i et bredere perspektiv betragtes som en sådan tryghedsskabende foranstalt­ ning. Nok var man barmhjertig mod de fattige, fordi man havde forståelse for og medlidenhed med deres skæbne, og mindst lige så vigtigt var det, at man gennem almisserne kunne få del i Guds gaver, men almisser blev nok også givet for at opretholde det kollektive almissesystem. Et system beregnet på at redde almissegiveren, ifald hans egen lykke skulle vende og onde tider truede forude. Almissekulturen kendetegnedes således ved en blanding af menneskekær­ lig filantropi, religiøs gaveudveksling og egennyttig selvforsikring. Paradok­ salt nok virkede solidariteten og egenkærligheden side om side, idet de altrui­ stiske gerninger kom den enkelte til gode, samtidig med at individets selvfor­ sikring var til fællesskabets bedste. Samfundets fattige indtog en særlig position i almissekulturens moralsk­ økonomiske univers. Som materielt forfordelte individer besad de fattige den moralske ret til hjælp fra næsten alle og var derfor omgærdet af en række fore­ stillinger om den riges pligt til at hjælpe den fattige. Dette dybt rodfæstede syn på de fattige, som både omfattede pligtfølelse, religiøse forestillinger og simpel sædvane, synes at være baggrunden for at almissegivningen i meget stort omfang blev fastholdt i hundreder af år efter Reformationen. Efter alt at dømme havde Middelalderens forestillinger om almissens un­ dergørende virkning overlevet bredt i samfundet ca. 250 år efter Reformatio­ nen. Almissekulturens gerningskristendom vedblev med at eksistere lang tid efter at den oprindelige katolske kontekst var bukket under i den lutherske reformation. Denne religiøse forestilling stred imidlertid direkte imod den luthersk evangeliske kirkes overbevisning om, at mennesket ikke kunne gøre andet for sin frelse end at tro. Ikke desto mindre var der tale om en trosop­ fattelse, der blev prædiket og forsvaret af en lang række af tidens københavn­ ske præster og embedsmænd. Almissekulturen omfattede tilsyneladende alle samfundets stænder. Præsterne, som spillede en vigtig rolle i datidens fattigvæsen, bekræfte­ de almissegiverne i forestillingsverdenen. Det er interessant at betragte, hvor langt der var fra den lutherske konfessions totale afvisning af gerningskristen­ dommen til de københavnske præsters ytringer om forbøn og gengaver fra Gud. Almissekulturen hører hjemme i en gråzone mellem officiel trosbeken­ delse og tolereret folketro. Her melder spørgsmålet sig om, hvorfor kirken accepterede og praktise­ rede gerningskristendommen? Umiddelbart kunne man antage, at præste