MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid 53 skabet undlod at bekæmpe almissekulturen og i stedet gav folket det, de ville have - forbøn - for at få skrabet så mange penge sammen til de fattige som muligt. Det virker imidlertid usandsynligt, at arbejdet med at skaffe under­ hold til de fattige skulle have haft så stor betydning, at kirken var rede til at gå på kompromis med sin overbevisning for at skaffe de nødvendige økonomi­ ske midler. Den efterreformatoriske ortodokse kirke er i almindelighed kendt for i århundrederne efter Reformationen at bekæmpe overtro og afvise kon­ fessioner, der adskilte sig fra den rene lutherske lære. Den gamle surdej skulle udfejes, som Pontoppidan formulerede det i 1736. Imidlertid tyder alt på, at præsterne deltog i almissekulturen, fordi de selv var en del af den. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det lutherske præsteskab kunne forsvare at deltage i religiøse handlinger, der var i modstrid med Luther. Forklaringen på den danske kirkes tilsyneladende accept af gerningskri­ stendommen, skal måske søges i den selv samme ortodokse kirke, som ellers stræbte efter den renest mulige lutherske lære. Den ortodokse tros gudsbil­ lede, der byggede på en gammeltestamentelig idéverden, var præget af en streng og straffende Gud, som skulle mildnes. Menneskene var forpligtede til at følge Guds lovbud. I modsat fald kunne de regne med at blive straffet. Fra denne tro på specifikke handlingers betydning for at mildne eller vække Guds mishag og strafvar der ikke langt til tanken om, at mennesket ved gode gerninger kunne opnå Guds velsignelse. Ortodoksien var med andre ord en frugtbar grobund for gerningskristendommen. Almissekulturens gerningskristendom var i praksis alment accepteret in­ den for den danske statskirke og havde sandsynligvis været det helt tilbage fra Middelalderen. I studiet af de religiøse aspekter af fattigdomshistorien fra reformationstiden og frem, skal man måske i endnu højere grad end hidtil sondre mellem den officielle lutherske lære og kirkens praksis. Meget tyder i hvert fald på, at det netop er i den danske statskirke, vi skal finde svaret på, hvorfor lutherske præster i Oplysningstiden agiterede for en forestillingsver­ den, der var i uoverensstemmelse med den officielle tro. Denne undersøgelse har behandlet almissekulturen og den kontekst, den fungerede inden for. Hverken skikkens oprindelse eller baggrunden for dens tilsyneladende ophør i løbet af det 19. århundrede er blevet undersøgt. Anta­ geligvis svandt almissekulturen hen i løbet af 1800-tallet. Umiddelbart er der intet der tyder på, at det var resultatet af en målrettet bekæmpelse fra statens og kirkens side. Forklaringen skal nok snarere søges i de gennemgribende samfundsændringer, det nye århundrede bragte. De gamle gensidige forsik­ ringsformer, laugene, stod for fald. Landsbyfællesskaberne blev ophævet i åre­ ne omkring 1800, som en følge af udskiftningen, og næringsfrihedsloven fra 1857 vendte op og ned på laugshåndværkernes konkurrencebetingelser.