MiraklernesTid_1700

Decorum og commodité 67 55 ærestrin, hvorefter landets elite skulle inddeles. De ledende embedsmænd, kongen havde valgt, stod her over den gamle dansk-holstenske adel i værdig­ hed.13 Samtidig indstiftede majestæten Dannebrogordenen, hvis medlemmer placeredes højt i rangen. Ved at udnævne dannebrogsriddere kunne kongen begunstige udvalgte personer, ikke mindst blandt den gamle adel, som han herved hævede over deres tidligere ligemænd.14Kongen forebeholdt sig end­ videre retten til at tildele adelskab til enkeltpersoner; han kunne også benåde en undersåt med karakterer, det vil sige med en titel som eksempelvis etatsråd eller justitsråd, uden at der fulgte et embede med.15Endelig fik storgodsejere en mulighed for at indtage en høj position, idet man mod at båndlægge hen­ holdsvis 2500 og 1000 tønder hartkorn kunne erhverve titler som grever og baroner.16 Ranghierarkiet var ikke kun en abstrakt orden, men et princip, der skulle være synligt for omgivelserne. Rangforordningen af 1671 og de reviderede udgaver, der fulgte, regulerede, hvem der skulle gå forrest i ceremonier, hvem der skulle indtage hvilket sæde ved hoffets fester, og hvilke tiltaleformer man skulle titulere forskellige typer af rangpersoner med.17 Nært beslægtet var en række overdådighedsforordninger fra 1682 og løbende gennem de næste hundrede år, hvor det blev fastsat, hvilken klædedragt de forskellige rangklas­ ser måtte bære, hvor stor en pragt de måtte demonstrere, f.eks. ved ligstuer, hvorledes deres kister måtte udsmykkes, samt hvordan man måtte holde bryl­ lup, barsel og gæstebud. At have palæ i København var ikke forbeholdt en be­ stemt rangklasse, men det hørte til grevernes privilegier, at deres palæer blev fritaget for grundskat, ligesom den enkelte greve fik tilstedt jurisdiktion over dem, der var indlogeret i hans palæ.18 Overdådighedsforordningerne udsprang af en verden, hvor social status blev signaleret via forbrug af symbolladede genstande som guldknapper og prægtige tekstiler, der kunne fremvises for omverdenens blikke. Til samme verdensorden hørte, at boligen blev iscenesat som et stykke prangende arki­ tektur, der tog sig ud i gadebilledet, og som en scene for overdådige fester. Aristokraternes og det bedre borgerskabs boliger var en del af en offentlig­ hed, hvor man repræsenterede sin rolle i samfundet. Denne iscenesættelse af luksusforbruget tog ikke kun sigte på at tilfredsstille egne individuelle behov, men var en decideret offentlig handling. At træde frem på den sociale scene med en værdighed, der var i overensstemmelse med éns sociale rolle, var også et moralsk anliggende, et udtryk for social ansvarlighed, idet man herved bi­ drog til at opretholde den sociale orden. Som professor Christoph Henrich Amthor skrev i sin anstandshåndbog Collegium Homileticum De Jure Deco- ri, så skulle éns klædedragt og bolig svare til éns position. Man måtte ikke