MiraklernesTid_1700

Decorum og commodité 73 dende til den verden, der fandtes i palæet. En særlig fornem vestibule havde Moltke indrettet med en krummet bagvæg, der var inddelt i sektioner af en svungen søjlerække. Vestibulens gulv var belagt med gråt marmor, samme materiale anvendtes til søjlerne. Den hårde resonans, marmoret gav, var ifølge de franske arkitekturtraktater passende for en herskabelig vestibule. Således ønskede man, at besøgende skulle indlede deres vandring gennem palæet. Den kølige atmosfære i rummet, der var uopvarmet, blev tillige understreget ved en monokrom hvid-grå farveholdning.38 Samspillet mellem palæernes arkitektur og deres brug var et emne, der optog tidens arkitekturteoretikere. Den franske arkitekt Jean Alexandre Le Blond skrev i 1710, at et palæs indgangsdør skulle være stor, men sjældent lukket, og at der i vestibulen stod tjenestefolk parat til at modtage gæster. Var det koldt, trak tjenerne op i forgemakkerne, hvor der var kakkelovne.39 Man får indtryk af, at der var en høj grad af transparens mellem gaden og vestibulen med dens åbne døre uden dørtrin. Havde man ærinde i huset, kunne man tilsyneladende på egen hånd bevæge sig fra gaden og ind. Her­ mann August Francke skrev i sin til dansk oversatte anstandshåndbog En Nyttig og Nødvendig Anviisning til Velanstændige Sæder , at hvis døren til en fornem mands hus stod åben, måtte man gå ind, ellers skulle man ringe el­ ler banke på.40 Indenfor mødte man de opvartende tjenere, før man nåede herskabernes rum, enten i vestibulen eller i forgemakkerne. Til disse tjenere skulle man på forespørgsel melde sit navn og sit ærinde og derefter afvente tilladelse til at bevæge sig videre ind i palæet.41 Et indtryk af det sociale spil, der var forbundet med at træde ind i et for­ nemt hus, får man i den islandske sømand Arni Magnussons optegnelser. I 1753 kom han til København for at besøge sin bror, der tjente hos told­ inspektør Cornelius Schumacher. Schumacher havde netop bygget et hus i Norgesgade (Bredgade) ved siden af det sted, hvor Berckentin var ved at op­ føre sit palæ. Magnüsson, der ikke kendte København, kunne ikke selv finde vej, men fik hjælp af landsmanden ’’Thorlak fra Vestmanøerne”, der var bosat i hovedstaden. Da de var nået frem, vendte Thorlak imidlertid om; han turde ikke være med længere ”da det [huset] saa ud som et Slot”.42Magnüsson lod sig imidlertid ikke kyse så let og ringede med dørklokken, ”og der kom en ud, som spurgte, hvem jeg søgte. Jeg spurgte ham igen, om der ikke i Herrens Tjeneste var en Islænder. Han sagde Nej, ”men her er En ved Navn Mon­ sieur Magnus , men han er fra Sverige”. ”Vær saa god at hente ham til mig”. Han siger: ”Nu skal jeg finde ham”.43Adgang til de fornemmes huse gik via udfrittende tjenestefolk —forhold som Magnüsson givetvis ikke var vant til hjemme i Island.