MiraklernesTid_1700

Thomas Lyngby

74

Paraderummene Paradesuiterne blev taget i brug, når herskaberne blev opsøgt af folk af lavere rang, der ønskede hjælp eller beskyttelse i en bestemt sag. For at dette møde kunne forløbe på en måde, så den socialt overlegne blev overbevist om den underlegnes underdanige respekt, og den underlegne omvendt følte sig sik­ ker på at nyde bevågenhed, betjente man sig af en formel, ceremoniel adfærd. Ceremoniellet pointerede den hierarkiske asymmetri mellem de tilstedevæ­ rende og sikrede, at forskellen i status blev opretholdt. Den sociale ulighed iscenesattes arkitektonisk ved, at den suite af rum, som den besøgende skulle passere før mødet med husherren, havde en vis længde. Paradelejligheden var indrettet på beletagen , og for at nå frem måt­ te gæsten gå op ad en etagesammenbindende trappe og bevæge sig gennem rækker af rum. Måden, man bevægede sig på, når man gik gennem palæet, viste, om man var et sirligt menneske. Den gangart, man indøvede hos dan­ semesteren, krævede en regularitet i arkitekturen. Man skulle kunne overskue bevægelsesforløbet, så man også kunne håndtere vanskelige passager. Kvin­ dernes krinoliner og de høje fontange-opsætninger af håret, der blev brugt ved visitter og fester, stillede store krav til kropsbeherskelsen. Her kunne man skelne dem, der havde indøvet graciøse bevægelser, fra dem, der ikke hav­ de.44 Dørene i sammenhængende rum blev anbragt enfilade - på en række — så man i ét blik kunne overskue den vej, man skulle bevæge sig gennem bygnin­ gen. Passagen af en sådan række af rum var forbundet med et stemningsmæs­ sigt crescendo. På vej til mødet med husherren eller -fruen blev indretningen af de rum, man passerede, stadig mere overdådig, kulminerende i paradelej­ lighedens modtagelsesrum. Den besøgende var udsat for en æstetisk magtde­ monstration, og det hørte til den rette anstand ikke at lade sig benove og tabe fatningen, men fortsætte med faste skridt og blikket ligefrem uden at se for meget op eller for meget ned på gulvet.45 Intet sted er det måske tydeligere, at arkitekturen og de nye bevægelses­ mønstre vekselvirkede, end når man betragter palæernes trapper. Allerede i Gyldenløves palæ fandtes i den sydlige portåbning en italiensk trappe, der i lige løb tilbød en mindre stejl og mere bekvem passage mellem etagerne end tidligere tiders vindeltrapper.46 I sin Cours d Architecture (1683) skrev François Blondel, at man ikke skul­ le anvende krumme trappetrin, skønt disse var blevet rost af et af de store forbilleder, renæssancearkitekten Andrea Palladio. Ifølge Blondel var men­ neskets skridt indrettet på det firkantede; det krumme var overrumplende og fik én til at snuble.47På de italienske trapper tabte man ikke pusten, og man behøvede ikke at vride kroppen på skæve trin. Til gengæld krævede de nye