MiraklernesTid_1700

Decorum og commodité 75 trapper mere plads. Opstigningen til beletagen ad enorme og overdådige itali­ enske paradetrapper blev en del af palæets forførelse af den besøgende. Ved nordporten i Gyldenløves palæ fandtes to ligeløbstrapper, der kun gik til beletagen , og desuden en vindeltrappe, hvor man kunne nå op til øverste stokværk. Disse forskellige trapper, der var anbragt ganske tæt på hinanden, skyldtes de forskellige bevægelsesmønstre, man betjente sig af, alt efter hvem man var, og hvad man skulle. Det var på vej til og fra beletagen , man sær­ ligt benyttede sig af de indstuderede, beherskede gangarter; anderledes var det, når tjenestefolk og palæets herskaber i det daglige bevægede sig hurtigt mellem etagerne. De nordlige trapper i Gyldenløves palæ angiver et hierarki mellem etagerne, mellem fornemme og tjenestefolk og et hierarki mellem forskellige værensformer, når man henholdsvis befandt sig i og uden for den verden, hvor man blev betragtet af andre. Var den besøgende en rangperson, var det i Frankrig kutyme, at værten gik ham i møde, og det rum, hvor man mødtes, var udtryk for forholdet mel­ lem værtens og gæstens rang.48 I Mokkes palæ havde greven og grevinden hver deres paradelejlighed, der lå symmetrisk på hver sin side af beletagens sal.49Skulle man besøge greven, gik man via vestibulen op ad trappen og der­ fra gennem en enfilade , der lå langs vinduesrækken mod pladsen foran palæ­ et. Enfiladens første rum var salen, der med sin pragt brød med princippet om stigende overdådighed, men til gengæld forlængede vejen til greven. Næste rum i enfiladen var grevens yderste forgemak, det første rum i den egentlige paradelejlighed. Rummet havde grønt damask på væggene, herunder fandtes lakerede brystpaneler. Gulvet var i umalede fyrreplanker. Dernæst nåede man grevens inderste forgemak, hvor der på væggene fandtes vævede tapeter. Gul­ vet var oprindeligt et fyrreplankegulv, men snart lod greven det belægge med parket i eg og fyr. Inden man trådte ind i forgemakket skulle man forvisse sig om, at man ikke havde noget siddende under skosålerne, der kunne gøre gulvet skident.'50 Man skulle gå et stykke ind, men ikke for langt, for så kunne det virke, som om man lyttede ved døren til det næste rum. Man skulle i ventetiden ikke spadsere frem og tilbage på gulvet eller lade øjnene løbe omkring på alting. Man skulle heller ikke synge, fløjte eller spille med fingrene, og det var ligele­ des upassende at blande sig i de tilstedeværende tjeneres samtaler. Man skulle svare på spørgsmål og hilse høfligt på alle, og når husherren viste sig, skulle man gøre en langsom, dyb reverens på så stor afstand, at man var sikker på ikke at støde hovederne sammen, ifald herren gengældte hilsenen. Man skulle i det hele taget holde så stor afstand, at andre ikke blev generet, i fald man havde dårlig ånde.