MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

6

syneladende yderst sjældent, at en giver blev indbragt for retten for at have givet almisse til en betler. Ikke mange ”ere indstevnet for Retten, og have maattet betale Bøder for denne strafværdig anseete Gavmildhed”, meddelte en anonym skribent i 1791.3 I 1708-loven havde kongen fastslået, at det fremover kun var tilladt at hjælpe samfundets fattige gennem gaver og donationer til de offentlige og private fattigkasser, fattigvæsenet og fattigstiftelserne, mens den strengt per­ sonlige godgørenhed til gadebetlere ikke længere kunne tolereres. Først med den københavnske fattigforordning af 9. marts 1792 ophævedes forbuddet mod almissegivning.4Motiverne for både legal og illegal almissegivning hav­ de efter alt at dømme rod i en kollektiv forestillingsverden eller almissekul­ tur.5Lovgiverne havde bestemt, hvilke almisser der var tilladte og hvilke der var forbudt, men for manden på gaden var en almisse en almisse. Alle barm­ hjertighedsgerninger var pr. definition gode og fromme, og de var tillige lyk­ kebringende for giveren. Almissegivning i Middelalderen I Middelalderen havde holdningen til fattige, fattigdom og almissegivning været stærkt præget afkristne idealer og normer. Barmhjertighed er faktisk et centralt element i de fleste store religioner - også i den kristne, der netop op­ rindeligt fik fodfæste som de fattiges religion. Efter at kristendommen havde bestået i hen ved 1000 år opstod den idé - sandsynligvis under indtryk af so­ ciale omvæltninger og voksende fattigdom i middelaldersamfundet - at der i fattigdom kunne være en værdi i sig selv. Men det nye fattigdomsideal var også religiøst begrundet. Jesus havde været fattig, og ved efterlignelse af ham kunne mennesket bringe sig nærmere Gud. Nu betragtedes de fattige som særligt fromme mennesker, der ved at eftergøre Jesu levevis selv kunne opnå frelse, og som desuden havde særlige forudsætninger for ved forbøn at hjælpe andre til Guds nåde. I kølvandet på denne udvikling opstod de for Middelal­ deren kendetegnende velgørenhedsindretninger og tiggermunkeordener.6 Man forestillede sig, at gode gerninger kunne føre til jordisk lykke og sjælens frelse fra skærsilden. Denne ’gerningskristendom’, som den kaldes, der beroede på princippet om gensidighed eller noget-for-noget, dvs. fore­ stillingen om, at menneskets gode gerninger overfor kirken og de fattige blev gengældt af Gud, førte til den store udbredelse af religiøs gavegivning i Mid­ delalderen. Idéen om, at barmhjertighed førte til frelse, var ikke de katolske teologers eget påfund. Troen havde dybe rødder i Bibelens jødisk-kristne tan­ keverden. Bibelen kunne rigeligt bekræfte den barmhjertige giver i, at gode gerninger rådede bod på synd og gav frelse. Her stod bla. at læse, at ’’almisse