MiraklernesTid_1700

Thomas Lyngby

84

gæsternes ankomst, hvorefter Moltke ad dégagement’ets skjulte trappe kunne nå retiradegemakket i paradelejligheden ovenpå uden at passere andre rum undervejs. Arkitekturteoretikere var tidligt opmærksomme på det hensigtsmæssige i en dobbelt række af rum og sekundære småtrapper, når det gjaldt om at skabe fleksible bevægelsesmønstre. Hemmelige trapper og korridorer var dog kun lidet populære, da de optog plads og ikke tjente til repræsentation, hvil­ ket længe var det dominerende parameter, når pragtbygninger blev indret­ tet. Et nybrud skete med ideen om de skjulte trapper og korridorer. Charles Augustin Aviler foreslog 1691 i sin Cours D’Architecture, at man installerede dégagements i sovekamre. Da Jean Alexandre Le Blond 1710 udgav en revi­ deret udgave af værket, var fænomenet blevet videreudviklet, så en egentlig definition kunne anføres ’’c’est dans un Appartement un petit passage où un escalier, par lequel on peut s’éschaper, sans repasser par les mêmes pieces”.83 På samme måde som de forskellige dele af boligen var tæt forbundet med skjulte gange og trapper, var de adskilte værensformer nært forbundet i sin­ det. Det parykklædte menneske vidste, at afstanden mellem kontrolleret vel- anstændighed og ukontrollabel tøjlesløshed var kort. Paraden og selskabelig­ heden fremkaldtes ved viljesakter, men altid lurede andre spil, som man ikke skød i baggrunden, men blot holdt tilbage til andre stunder og steder. De nyttige spejle At have mange spejle blev i 1700-årene et gennemgående træk ved indret­ ning af palæer. På de fleste vinduespiller fandtes spejle, hvorunder stod en konsol eller en kommode. Den udbredte brug af spejle tjente såvel æstetiske som psykologiske behov. I sin anstandshåndbog Liden Moralsk og politisk Bi­ bel (1702-04) skrev Hans Jørgensen Hørning blandt andet et afsnit med tit­ len ”Et Speyls nyttig Brug”.841 afsnittet opfordrede Hørning til, at man altid skulle have et spejl hos sig, således at man kunne vide, om nogen gjorde nar ad en, når man vendte ryggen til. Den viden, spejlet gav, skulle dog ikke bru­ ges til at konfrontere gerningsmanden med de ildesindede handlinger, men derimod til at erindre sig hans holdning og fremover tage sine forholdsregler mod ham. Spejlet kunne også hjælpe det dannede menenske til at afværge, at nogen måske listede sig ind på én og læste med i fortrolige breve eller opsnusede, hvilke bøger, man var i færd med at læse. Endelig sikrede spejlet, at man ikke i bogstaveligste forstand fik en kniv i ryggen. Spejle var således knyttet til et behov for at vide sig sikker på, at man på bestemte tidspunkter var fuldstæn­ dig alene, således at man kunne hengive sig til sysler, man ikke ønskede at