abels død

Hun visker Blodet af hans Haar og Kinder,

Med Markens Urter hun hans Saar forbinder;

Men ingen Lyd opstiger fra hans Barm,

Han hviler bleg og stum i hendes Arm,

Og halv forfærdet, halv forundret lægger

Hun nu ham ned, hvor Græsset Jorden dækker.

Da løfted høit iveiret hun hans Haand -

Men Stengien lig, naar knækket er det Baand,

Hvormed til Roden den er knyttet vorden,

Saa faldt hans Haand, da hun den slap, til Jorden.

Hun seer ham ind i Øiet - intet Blik

Til Gjensvar paa sit eget der hun fik;

En øde Tomhed hendederkun møder,

Som dobbelt Angst i hendes Hjerte føder.

Nei, saadan ei hun meer ham skue vil;

Hun trykker sagtelig hans Øine til,

Og sidder, med hans Haand imellem sine,

Stum, Blikket stivt, og Skræk i hver en Mine.

Til Høien Adam gik, at holde Bøn;

Men Eva kalder: Kom og see din Søn!

Kom til dit Barn, som tidt din Sjæl har glædet!

Og Adam vendte sig og kom til Stedet,

Hvor Abel udstrakt laa paa græsblød Seng.

See, siger hun: see her min skjønne Dreng!