abels død

I Luftenforsig mørk han stirred hen,

Men pludselig hans Kinder høit nu gløde.

Med Jubel løb sin Hustru han imøde,

Der gjennem Dalen skred med hurtig Gang.

Som Engles Hilsen hendes Røst ham klang,

Et Smiil om hendes Kind og Læbe svæved,

Og Øiet straalte mildt da hun det hæved.

Tal! raabte han forundret: Hvad er skeet?

Men Eva svared: Abel har jeg seet!

Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised.

Han er ei tabt! Han er i Paradiset!

Han er i Graven ei! Han er ei død!

Hans Øies Straaler til mit Øie flød,

Dengang i Haven jeg ved Navn ham kaldte!

Og Alt med Taarer Adam hun fortalte. -

Men Adam græd og sagde: Gud er god!

Det Liv, han gav, ei hjelpeløst han lod.

Han baner Veien fra de dunkle Grave,

Der fører ind i Paradisets Have.

Made with FlippingBook flipbook maker