KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 19 - Da øjner snart man andre P erspektiver: En Viden fa st om alle Ting paa Jord, O g en H ukomm else, der er forbløffende, En Talefæ rdighed rent ud »tøfitøffende«, E t Vid, et Lune og en frejdig A a n d ; — E t Spørgsm aal blot, — og strax Du Svaret giver T rovæ rdigt som det bedste Lexikon. M an lytter, — uden al A pplaus og K lappen, M an lytte r kun, — og bliver stille g l a d ---------- H vem ser saa, om der sad En Spartelfarveklat paa Vesteknappen. O g bringes D ig vor Tak i denne Stund, For al D in G jæ rning og fo r al D in Stræben, Da klinger Takken ikke blot fra Læben M en sprudler frem fra H jæ rtedybets Grund. » V or Stan d Du ofred al Din T id og Evne, » V or Stand Du højnede ved al D in Fæ rd; »T id t var det D ig, der ved D it O rd det jæ vne »Fik Skibet drejet bort fra skjulte Skær. y>Al T id Du var den gode Kamm erat, » Til R aad og B istand var Du stedse M a n d en ; »M ed Iver tog Du D el i en D ebat »O g kunde, naar Du ret fik B lod paa Tanden, »D in M ening snildt forfæ gte D ag og N a t — »T id t m ed en Stæ dighed som bare Fanden. V ort Sprog man siger, er paa O rd ej rigt, M ed F remm edgloser man det kom pletterer; O g dog jeg tror, V i andre, som staa m idt i D øgnets Strid, O g føle hvordan L ivets Lænker stramm e, Vi mærker dog Æ rgerrigheden flamm e V ed Tanken om vor egen L øvfaldstid. Vi kende vore E vners Grænsepæl, O g hige ej m od Laurens K rans om Tinde, M en ved, at G lem sel tager os i Favn. M en »eet« vi kunne ønske fo r os selv, A t vi som Du den Hæ der m aatte vinde » A t kunne nævnes m ed et agtet N avn«. C.V.HOLSØE. Vi m ed et lille, kun et lille O rd D it hele Liv kan karakterisere, O g dette ene lille O rd er » P li g t « .