KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 84 - O pfyldelsen a f Slæ gtleds H aab d et er, O g Solens G lans betyder D anm arks L yk k e; M en L ys ej tænkes kan foru den Skygge, D en, som paa Solen stirrer, in tet ser. Saa man som B aggru n d frem da F ortids Skygge, O g se paa dem , der kæm ped, stred og sto d ; D et dyreste, det røde H jerteb lo d B lev g iv e t hen fo r D anm arks H e ld og L ykke. S et m od den B aggru n d: K am pen , D ødedansen, Bli'r Ø jet aabnet ret fo r Sollysglansen. F ølg m ed til B akkens Top, om Du har L yst, M en langsom t, va rsom t! — hvor D u Foden sæ tter, Saa m angt et L iv blev slu kt i m ørke N æ tter, Saa m angen V unde flæ nget d y b t i B ryst. Vær stille, ty s ! — alt aander her kun Sm erte, Se de har lagt dem langs m ed alfar Vej, — Du hører kendte Toner, næ gt det ej, — O g nyn n er h ø jlyd t a f D it ganske H jerte: ' »Slum rer sø d t i Slesvigs J o rd D yrek ø b t den blev ved Eder. . . .« E j sa n d t! nu ser Du Solen bryde frem O g skuer N u tid s F ryd m od F ortids Sm erte; Se Straalen brydes gennem Taarens Strøm , O g der bli’r R egnbuestem ning i D it H jerte. Vaj sto lt da D annebrog, vort L ands Trofæ ! — D et L ys bli’r aldrig slukt, den F est ej glemm es, E t N a v n i alle danske H je rte r gem m es: » D yb b ø l, D yb b ø l! — D anm arks T h erm opylæ !« — Væ r da velkom m en ! ej alene dog Til L andet »F reyas Sal m ed brede Bøge«, M en og blandt os. — I F estens G lans forøge, Vi tale dog det samm e skønne Sprog. M ed Sang vi hilse J e r m ed Toner stærke, M ed O rd paa Læben, som til H je rte t naar; T ag m od vo rt H a a n d tryk , saa I faa r a t mærke, A t det er Broder, som fo r B roder staar. V or F rem tid ingen Sjæl form aar at granske, Men held Jer, held J e r! I er atter Danske. Orkestret: De vog dem, vi grov dem. Orkestret: Slumrer sødt i Slesvigs Jord.