KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 12 - Malervaabnet er bevisligt ogsaa meget ældre end 1512. Saa tidligt som 1392 har vi en Afbildning deraf i Martyånez Kirke i Ungarn, der er opført af Maleren Johannes Aquila. I Kirken er Bygmesterens Billede malet, og i Indskriften nævnes det udtrykkeligt, at han er Maler, og til yderligere Be* kræftelse afbildes Vaabnet nedenunder Figuren: De tre Skjolde i rødt Felt. (Afbildet i J. Siebmacher: Allgemeines Wappenbuch 2. Ausg. I Bd. Teil VII). Det samme Vaaben bruges forøvrigt af saa godt som alle tyske Maler* laug, saa. der kan ingen Tvivl være om, at det er Malernes eget Vaaben, og at de tre Skjolde hentyder til Malernes oprindelige Virksomhed som Skjoldmalere (Schilterer). En pudsig Fortolkning af Indholdet fremkom 1892 i den bayerske Kunst* forenings Tidsskrift, hvor en Forfatter udlagde det som tre Malerkrukker. Forklaringen skulde jo synes overmaade vel begrundet, men maa dog falde for enhver, der er nogenlunde kendt med Malernes Historie. Den zünftige Indflydelse har naturligvis ikke indskrænket sig til Vaabnet. Naar Lauget saaledes lige til Slutningen af det 18. Aarhundrede vedbliver med at kalde sig det vellovlige og kunstforstandige Laug, saa har vi her et Udtryk for den særlige zünftige Stolthed, der gav sig Udtryk i rosende Til* lægsord om Faget. Selvfølgelig er denne Følelse udsprungen af Kærlighed til Haandværket. Man gjorde sig al mulig Umage for at hæve det i eget og andres Omdømme, og navnlig var det den ægte zünftige Haandværker en Glæde, jo længere tilbage i Tiden, det var muligt at føre Fagets Oprindelse. At Malerne f. Eks. tog sig den saakaldte ældste græske Maler Apelles til Indtægt er en given Ting, og havde de, som Skræderne gjorde det, kunnet paaberaabe sig selve Vorherre som den første Udøver af deres Fag, er der ingen Tvivl om, at de vilde have gjort det. Udadtil fremtraadte den zünftige Følelse særlig overfor dem, der ube* rettiget udøvede Faget, de saakaldte Fuskere og Bønhaser. Den Foragt, en zünftig Haandværker følte overfor den Art Mennesker, var ubeskrivelig, og selv i vor Tid, der dog er saa langt fjernet fra hin, har disse Ord i Haand* værkerkredse en daarlig Klang. Det kan imidlertid ikke skjules, at den zünftige Følelse baade indad og udadtil ret ofte viste sig som Sneverhed. Det var ikke velset, naar nogen af* veg fra de brugelige Regler for Fagets Udøvelse. Den en Gang fastslaaede