KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 19 - man dog være for ivrig, og saa var det atter galt. 1720 klagede saaledes Simon Matiisen, der havde arbejdet som Svend i 20 Aar, over, at Malerlau* gets Oldermand og en Del af sammes Mestere havde gjort ham adskillige Vanskeligheder, saa at han ikke havde kunnet fuldende sit Mesterstykke. Den 31. Januar 1721 faldt Afgørelsen, der gik ud paa, at han skulde op* tages i Lauget uden at gøre andet Mesterstykke end det, han havde paabe* gyndt. Forøvrigt faar man i det Hele Indtryk af, at det var det rene Lotteri* spil at lade en Sag gaa til Kongens Afgørelse. Man kunde ofte faa Afslag baade en og to Gange for saa endelig at faa sin Bøn opfyldt tredje Gang. Undersaatterne vidste, at Kongen var Fader for dem alle, og at han som en god, men undertiden mindre fornuftig, Fader tilsidst lod sig bevæge for at blive fri for Paahæng. Et Eksempel er Henrich Schilling. To Gange havde han søgt om Til* ladelse til at »incorporeres« i Malerlauget mod en billig Kendelse, og to Gange var han bleven afvist. Han kom igen tredje Gang, og ligesom tidligere rykkede Oldermanden frem med sine Forestillinger mod denne for Maler* amtet »fornærmelige« Ansøgning og bad ham henvist til at arbejde for billig Løn ved Lauget, indtil han havde faaet den Perfection, »at han kunde betjene sig af de Midler, som de allernaadigste Laugsartikler foreskriver den, som vil være Mester i Lauget«. Nu hjalp der imidlertid ingen Modforestillinger. Schilling fik Lov til at optages mod en billig Kendelse (u /8 1751). Faa Dage efter søgte da Lauget om, at Schilling maatte blive tilholdt at lave Mester* stykke, men uden Resultat. En af de vægtigste Bevæggrunde, Ansøgerne kunde fremføre, var de store Omkostninger, der var forbundne med Optagelsen i Lauget.'Gang paa Gang kom Regeringen tilbage til dette Punkt og nedsatte Optagelsespengene. Det hjalp en Stund, men faa Aar efter finder man, at Laugene atter har faaet dem i Vejret. Det var dog ikke saa meget Optagelsespengene, Ansøgerne jamrede sig over, som over Mesterstykket. Det kostede som Regel ikke lidt, og navnlig var den Tid, der gik med til dets Forfærdigelse, ikke ringe. Regeringens Stilling til de talrige Ansøgere af denne Art har sikkert ofte været vanskelig. Den skulde jo baade varetage Laugsmestrenes og de fattige Ansøgeres Tarv. I Reglen var det de sidste, der fik, hvad de bad om. Stemningen var paa faa Tidsrum nær overvejende mod Laugene. Ja efter 2*