KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 30 - Kun en enkelt Gang er der Strid om et Lønspørgsmaal, men det fik man hurtig ekspederet, hvorom Protokollen melder følgende: »Den 19. Marts 1740 var Amtssamling angaaende en Malersvend hos Mester Jø rgen Lassen ved Navn Cuse , hvilken Sr. Lassen efter Brug og Skik havde gjort Uge# eller Vinterløn ved Mikkelsdag 1739. Mens formedelst Hans Maj.s Arbejde paa det ny Residens Slot, at det hastede og maatte arbejdes aarie og silde, var denne Cuse accorderet noget Stykarbejde; da samme var færdigt, prætenderede han højere Ugeløn 2 Mk. Efter hans egen Tilstaaelse var accorderet 4 $, og nu vilde han have 1 Rdlr. Og fordi han sligt ej kunde erlange, gik af sin Condition og foregav, at Mons. Lassen havde paa hans Pretentioner taget en Stok og pryglet ham med. Mens som han samme ej kunde godtgøre, blev han straffet for ermeldte Bortgang og utilbørlig Pretention, som var ej alene om hans Person, mens alle en Mands Folk at gøre oprørig, 2 Rdlr.« Som man ser, ligger der i denne Doms Præmisser en Frygt for Sammen# rottelse og Strike, hvad der ingenlunde var ukendt i den T id1). Svendene navnlig indenfor Bygningsfagene, havde ved Lejligheder vist betænkelige Lyster til »Spasering«. For at sætte Stopper for den Slags farlige Bevægelser skyede man ikke at sætte selv den høje Enevælde i Bevægelse. I et Reglement af 24. April 1734 for Stenhugger#, Murer#, Tømrer# og Snedkersvendene optoges f. Eks. følgende stærke Trudsel: »De Svende, som under nogen Slags Pretext lader sig lyste, enten at rejse, for at ophidse deres Kammerater med sig at følge, eller at gøre et eller andet Oprør, og følgelig sig tilsammenrotter og holder sig tilbage, indtil de i en eller anden deres formentlige Pretension eller Besværing kunne blive føjede, fra at gøre noget Arbejde og hvad mere deslige indfaldende rebelliske Util# børligheder være kan; deslige Oprørere skal ikke alene med Fængsel, Rasphus og Arbejde i Fæstningen, men endog, efter Omstændighedernes Beskaffenhed og ligesom de befmdes vidt at have drevet deres Ondskab og virkelig at have foraarsaget Skade og Ulempe, paa Livet straffes.« Om denne Bestemmelse har virket, er vanskeligt at sige. Det var ikke saa let at faa fat paa Svendene i paakommende Tilfælde. Som Regel uden Familie var de anderledes let bevægelige end vor Tids Ar# bejdere, og meget skulde der ikke til for at faa dem til at vandre.

*) Se nærmere herom : C . N y ro p : Fortids A rbejdsforhold i »Tilskueren« M arts 1902.