KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 44 - Sagen blev nu appelleret til Hof* og Stadsretten, men denne stadfæstede Politirettens Dom. Stor var Forargelsen indenfor Lauget over denne Kendelse, »som til vor Forundring tvært imod kongl. allernaadigste Forordning af 1684, som hid* indtil har holdt Malerlauget nu næsten 100 Aar i behørig allerunderdanigst Lydighed, at ingen enten hemmelig eller aabenbar maa gaa paa en andens Grund eller Arbejde uden at betale 4 Rdlr. i Straf, og dog er mig bekendt* gjort, at Politimesterens Dom bør ved Magt at stande uden videre Aarsager hvorfor, og da derover den allegirte kgl. Forordning nødvendig herved op* hæves, og i dens Artikel ingen mere Ordning er, og den ene Mester kan forarme den anden uden nogen Paatale saa meget som muligt og de er vel* tænkende til. Og altsaa undres ej, at Ostenfelt ved vores Laugssamling er* klærede før at betale 400 Rdlr. end som at erlægge 4 Sk. . . . og da bemeldte Ostenfelts Ankomst som Malermester i Malerlauget er os velbekendt ved hvilke Patroner og aldeles uden nogen allerringeste Forevisning af alleneste en Streg efter en Lineal mod kongl. Forordning som vi alle allerunderdanigst have burdet og tillige villig efterlevet til Dato«. Denne hverken tydelige eller velskrevne Protokoltilførsel kan staa som et Slags Symbol for den Lovløshed, man nu ventede sig. Oldermanden Jen s NieU sen Raahede bad Magistraten om Tilladelse til at nedlægge sit Oldermand* skab, men det blev ham »aldeles nægtet«. Der sammenkaldtes da et Laugs* møde den 14. Januar 1782, hvor man, trods den faldne Dom, enstemmigt be* sluttede 1) at holde paa Bestemmelserne i Artiklerne af 1684, 2) at holde Svendene paa Kost og Logi i Overensstemmelse med »Forbedrings Posterne« af 1753, 3) nøjagtig at til* og afmelde Svendene hos Oldermanden og 4) at antage en Laugsskriver »for atter at bringe det næsten forfaldne Laug igjen i behørig Orden«. Saaledes trængt fra alle Sider samledes den sidste Rest af dem, der endnu havde bevaret Kærligheden og Respecten for det gamle Laugsvæsen, sig om de gældende Artikler og især om Mesterstykket som den Fane, der ene og alene kunde forene dem, der duede. Mesterstykket, Beviset for, at man for* stod sin Kunst, at man havde tilegnet sig den rette Fagdannelse, var Haand* værker med Ære og Anstand, det blev da den Fæstning, der samlede Trop* perne til det sidste Hovedslag. Og saa stort var det Ry, der gik og gennem Tiderne er gaaet af denne Fæstnings Styrke, at man lige ned til vor Tid har længtes efter at komme i Ly af den paany.