KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 50 - lauget andet end hvad disse Tiders Brug var i Moden«, lød Svaret efter Referatet i Laugets Protokol, »fandt de (Magistraten) ej heller nogen Utilbør# lighed deri, og som vi endvidere forestillede Præsidenten, at den fjerde Post af Direktionens Forslag, som handler om Broncering og alle Slags Forgyld# ning kunde ej passe sig til Mesterstykke, bekom vi af Præsidenten det Svar, at foranførte var og tjenlig«. Denne Renden fra Herodes til Pilatus, denne rent ud afvisende Holdning fra Avtoriteternes Side og denne enevældige Skalten og Valten med Sager, der paa det stærkeste greb ind i Haandværkets Liv, er betegnende for den underordnede Stilling, Haandværkerstanden indtog. Og deri laa den værste Fare for dens fremtidige Trivsel. Hvad Maler# lauget end kunde mene om Akademiets Forandring af Mesterstykket, ruinere Lauget kunde dette Skridt dog ikke, men Ulykken bestod i, at Haandværker# standen var sunken saa lavt og i social og økonomisk Henseende stod saa dybt, at man slet ikke regnede med den og slet ikke fandt den berettiget til at tale med om de Sager, der vedrørte den selv. Den Tilgang, Lauget og Haandværket fik, havde i Løbet af det 18. Aar# hundrede forandret Karakter, var bleven ringere og ringere. Forøgelsen kom ikke som i ældre Tid næsten udelukkende fra Haandværket selv, men fra de Lag, der havde dannet sig et Trin dybere nede end Haandværkerstanden; det var Sønner af Daglejere, Soldater og Matroser, det var Børn fra Waisenhuset og Opfostringshuset, der nu fyldte op i Rækkerne. Lad der ogsaa blandt disse have været enkelte Dygtigheder; i det store og hele prægedes Haand# værkets Kultur af denne sociale Niveausænkning. Den ny Tilvækst var gen# nemgaaende samfundsmæssigt set helt forkommen, manglede Sans for at be# vare den gode Overlevering indenfor Haandværket og Dannelse og Vidsyn til at tage nye Felter ind til Opdyrkning. Fra alle Sider føres der da ogsaa i den sidste Halvdel af 18. Aarhundrede saa enstemmige Klager over Haandværkernes Daarlighed, deres Mangel paa Foretagsomhed og Udholdenhed, at man nødes til at tro paa Sandheden deraf. Laugsvæsenet var som et gammelt Træ, der er gaaet Orm i, som ædes op indvendig fra. Det kunde ikke mere sætte friske Skud, og de Stiklinger, der podedes paa den gamle Stamme, var af simplere Art og satte kun usle og vantrevne Frugter. Det gamle Træ var ved at visne. Intet Sted spores dette klarere end paa Faguddannelsen. Den var saa slet