KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 62 - Mester var aldrig sikker paa at kunne beholde en Svend, og særlig i Maler# haandværket var det galt. Da Magistraten 1812 rettede en Forespørgsel til Lauget om, hvad en Malersvend fortjente, saa svaredes der, at derom kunde der vanskeligt siges noget, »thi vi have kun meget faa og næsten ingen Svende ved Lauget«. De fleste var ansatte ved de borgerlige Korps og ar# bejdede som Følge deraf paa egen Haand »til Mestrenes store Skade, der ikke kunde lade det Arbejde, de have, besørge tilbørligen, dels af virkelig Mangel paa Svende, dels fordi at en saadan Svend, som ofte driver Fuskeri paa egen Haand, ser sig i Stand til at gøre Arbejdet til langt ringere Pris end Mesteren formaar«. Hvor slet Forholdet var mellem Mestre og Svende ser man ogsaa af en Erklæring, Lauget afgav 1813 paa en Forespørgsel fra Magistraten om, hvorvidt det fandtes rigtigt at forlænge Svendenes Opsigelsesfrist. Maler# lauget var stærkt herimod, thi hvis Fristen blev forlænget, vilde Svendene blot spille Mesterne »Cabaler« og volde dem saare megen Ulempe. De fleste Malersvende stod i de borgerlige Korps, og naar de havde Lyst til at spasere, saa foregav de, at deres militære Pligter kaldte dem. Nej, var der noget, der kunde hjælpe, saa var det at faa Mulkterne forhøjede; den Smule Bøde, de skulde give, det var ingen Straf, naar man huskede paa den store Dagløn, Svendene tjente. Men var Mesterne saaledes højst utilfredse med Situationen, saa var Svendene det ogsaa. Forordningen af 21. Marts 1800 havde vel lettet Ad# gangen for dem til at blive Frimester, men det var ikke alle, der vilde gaa den Vej, der jo i Virkeligheden havde enhver »ærlig« Haaadværkers Foragt. De rigtige zünftige Svende, der dannede Svendelauget, de havde dog før kunnet holde deres Sti ren, men nu paalagde Forordningen dem at tage mod enhver som helst, der meldte sig, uden Hensyn til, om han havde udstaaet den reglementerede Læretid eller taalt den Skærsild, som enhver honnet Svend burde gennemgaa. Indenfor Malersvendenes Kreds var man højst utilfreds med denne Del af Forordningen og prøvede ogsaa ved Lejlighed paa at sætte sig herimod. Det var i August 1813. En Svend ved Navn Carl Zetterstein forlangte sig indskrevet i Henhold til § 6 i Forordningen af 21. Marts 1800, uden at han havde udstaaet den sædvanlige Læretid. »Men førend dette skete«, hedder det i Oldermandens, I. F. R epho ltz’ Klage, »blev der af de forsamlede