KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 89 - M an var saaledes i høj G rad forsigtig med Anlæggelsen af de sæd# vanlige Laugsprocesser og frygtede for, at de sku lde kunne bruges i Kampen m od Laugene. Inden fo r M alerlauget ved tog man f. Eks. 1856, at der ikke skulde fore* tages noget m od H o fb likken slager Fritz Meyer, ford i han g jo rde Indg reb i Laugets Rettigheder ved at lakere og broncere Jern ramm er til P ianoforter. Ligeledes ved tog man at indstille et paatæ nk t F elttog m od Kunstakade# m iet i A n led n in g af dets form entlig afvigende Bedømmelser af de indleverede Fagprøver. M an var i det hele tilbø jelig til at gøre Indrømm elser, for dog at redde noget af det bestaaende. M alerlauget gik saaledes med til at indrømm e Svende, der havde fyld t 35 Aar, T illadelse til at faa F rim esterrettigheder. D e t var et A fslag af 10 A ar imod, hvad man havde vedtaget 1847. D enne Indrømm else var naturligvis g jo rt for at faa Svendene til at op træ de til G u n st for Laugs# væsenets Bestaaen, og for saa v id t naaedes H en sig ten ogsaa. Alligevel var Enigheden med Svendene, lige saa lid t nu som forhen, synderlig dybtgaaende. I al A lm indelighed kund e Mestrene nok komme overens med dem om, at det var ny ttig st saavel for M estre som Svende, om de gamle Rammer bleve bevarede, men naar man kom næ rm ere ind paa Enkelthederne, ophø rte Sam stemningen; det g jald t isæ r Lønspørgsmaalet. Paa det Om raade viste Mestrene ingen Lyst til Im ødekomm enhed . Et Forslag fra M alersvendene om Forhøjelse af A rbejd slønn en ved Accord# arbejde, der fremkom 1857, blev saaledes besvaret derhen, at det maatte have sit Forblivende ved de bestaaende Forho ld. M en hvorm egen U en ighed der end var mellem Mestre og Svende og mellem de enkelte M estre indbyrdes, saa var dog nu som forhen Fagprøven i Stand til at samle næ sten alle H aandvæ rkerstemm er om sig. M esterp røven havde hidtil væ ret det afgørende Bevis for, at man var virkelig H aandvæ rker, det var G arantien ud ad mod Pub likum og indad mod Lauget selv, for at man kund e noget. D en Rest af Fagprøver, der blev til# bage ved Bestemmelsen i Næ ringslovens § 27 om frivillige Duelighedsprø# ver, lod man da ogsaa i høj G rad haant om. D en kund e være god nok for D renge, men sømmede sig ikke for Mestre. Saa overbevist var den datidige H aandvæ rkerstand om N ødv end igh eden af en Mesterprøve, at der inden fo r mange Laug blev gjo rt Forsøg paa at b ibeho lde den ad frivillig Vej. Kun