086558955

46 I November 1878 havde vor første Lærling udlært, og vi ønskede ikke at beholde ham som Gommis. Den 13de August samme Aar ind- traadte min Broder Heinrich*) som Lærling i Forretningen. Mange af dem, der læse disse Mindeblade, ville endnu kunne huske min Onkel. De vil erindre ham som en høj, mager, lidt foroverbøjet Mand med store klare Barneøjne. Det altid Soignerede i hans Ydre i Forbindelse med Flipperne og det store Halstørklæde med de lange Ender, og en solid Tilforladeligbed forenet med en Ynglings Beskeden­ hed, gav hans Væsen noget gammeldags fint og elskværdigt, der vandt ham Folks Tillid. Udenfor sine Enemærker var han meget tilbagehol­ dende, og hvor han ikke følte sig hjemme, foretrak han Tilhørerens Rolle. Han havde en kort, hurlig, men høflig Maade at expedere paa, men indlod sig gjerne i Passiar med de af Kunderne, der indbød dertil, og Talen kom da let hen paa Forhold og Personer fra hans Ungdom, hvis »bevingede Ord« han havde mærket sig; han holdt ogsaa selv af at levere et Kraftsprog fulgt af en hjertelig Latter, der blottede hans to Rækker store, kraftige Tænder. Den 14de Januar 1879 døde min Onkel af Lungebetændelse efter otte Dages Sygeleje. De sidste Ord, han sagde til mig, var: »Du, Louis, jeg troer, at jeg snart er færdig«. Jeg var meget bedrøvet den Aften, og hver Dag i lang Tid følte jeg Savnet af min gamle Ven, som jeg i saa mange Aar havde støttet mig til og delt Ansvaret med, dette Ansvar der nu var lagt paa mine egne Skuldre, og som jeg i den første Tid følte som en alt for tung Byrde. Men naar jeg efter disse 16 Aars Forløb tænker tilbage baade paa hans Liv og paa hans Død, saa synes det mig klart, at han netop var bleven »færdig« i god Forstand og i rette Tid. Han havde naaet langt ud over det Maal, han havde sat sig, han havde set sit Arbejde lykkes over Forventning, hans Ærgjerrighed var forlængst tilfredsstillet. Hvis det i 1875 havde kostet ham Overvindelse at dele Magten med den yngre Slægt, og han maaske nærede noget af den gamle Mands Frygt for at blive skyllet bort af det nye, saa havde Aarene siden lært ham, at man respecterede de gamle som det Bolværk, de altid have været imod det gærende og begjærende ny; selv om Bøl­ gerne undertiden kunde sprøjte og skumme imod det. Den fremskudte Stilling i Familien, hvortil hans Fader allerede i sit Testamente havde udpeget ham, udviklede ham tidlig til pater familias, et Embede, der ikke var nogen Sinecure, men som gav ham Lejlighed til at udfolde hele sin Uegennytliglied og fordringsløse Offervillighed. Han døde, ud­ adtil omgivet af en taknemlig Slægt, efterladende alt ordnet fra sin Haand til Fortsættelse af den Virksomhed, han havde skabt, — indad­ til i Fred og Harmoni med Gud og Mennesker. *) Nu Papirhandler H. C. Petersen, Deltager i Firmaet.