FrederikBøgh

491 O, dyrebare Steder to for ham og for hans Hustru kjære: Et Barndomshjem, en Brudebo, hvor der var yndefuldt at være! Derfra han førte med sin Viv og lærte siden at fornæmme, hvad Trofasthed i sorgfuldt Liv en Hustru i sit Bryst kan gjemme. Og, Fredriksberg, Du var ham kjær! Din store Skjald hans Hjærte favned, og under Dine Lindetrær han ofte søgte Trøst for Savnet. Nu paa Din stille Kirkegaard, hvor Oehlenschlæger Livet endte og Kammas grønne Gravhøj staar, han tyst skal Morgnens Timer vente. Snart vaagner Vaaren bag Din Mur med friske, milde Blomsterøjne; udfold da rigt en fri Natur omkring hans Sovested, det nøgne! Syng for ham, Vaarens Nattergal, naar atter Du fra Syden kommer, syng højt, at efter Vintrens Kval oprinder der en dejlig Sommer!

N i c p l a j B ø g h .