gamleskibegamlehuse

stue on et kammers var, hvad hver enkelt familie, lille eller stor, havde at raade over, altsaa fraregnet kasernekommandanten, tøjmesteren, der havde o tte gange saa megen plads og kunne disponere over to hele huse, hvor de menige maatte nøjes med et kvart. Og hvor de maatte hutle sig igennem med deres kummerlige lønninger, ja, næppe kunne eksistere uden at supplere disse ved at drage paa fiskeri i sundet. Konerne kunne saa lobe byen rund t fra dør til dør for at prøve paa at afsætte fangsten, det var nu deres privilegium, naar de var behørigt legitimeret med skriftlig tilladelse fra m ilitæ re t og skilt fra po litiet. En enkelt bøsseskytte fik sit særlige bierhverv, takket være sin fortid som teologisk student og skoleholder. Han blev ansat som h jæ lpelæ rer ved labora- torieskolen, der paa én gang var undervisningsanstalt for kasernebefolkningens ukonfirmerede born og søartilleriets »drenge«, der he r skulle lære k risten ­ dom, regning og skrivning. Den virkelige skoleholder var dengang over 70 aar gammel og havde tilmed i adskillige aar haft det kors, at »hans kone var fra forstanden, som ventelig til hendes død ville kontinuere, og han selv maatte passe hende, gøre ren t og lave mad, da hans lidet levebrød ej tillod ham at holde nogen tjenestepige, hvorfor det in te t under var, at skolen blev forsøm t, og børnene snarere læ rte udyder, end hvad de skulle af regning og skrivning«. Lige let var det næppe at holde styr paa dem, trods datidens haarde tugt og Herrens formaning. Se nu den »artilleridreng«, der gang efter gang stak af fra skolen, og paa grund af drukkenskab og ryggesløshed ikke var blevet kon­ firmeret, skønt han var en snes aar gammel. »Han er bleven baade pisket og kattet, men han er ej at styre og frygter hverken Gud eller mennesker«. Og selvom der var andre, der gik skolen igennem, hjalp det ikke sto rt paa deres lærdom. De kunne »næppe skrive et bogstav og aldeles ikke regne«. Det endte da ogsaa med, at laboratorieskolen blev nedlagt, ganske vist først henimod slutningen af det 18. aarhundrede, da der næsten ingen elever var, hverken børn eller »artilleridrenge« i den. Der blev startet en ny skole for de sidstnævnte, ude paa Christiansholm, indenfor Holmens omraade. Efterhaanden var der nemlig sket omfattende æn­ dringer i artilleriets organisation. Det fællesskab, som havde bestaaet mellem land- og søetaten, var efterhaanden gaaet mere og mere i opløsning. I forb in­ delse med Danneskjolds virksomhed for marinen havde denne faaet sit eget arsenal og sine egne krudtmagasiner i 174erne, samt en snes aar senere sit eget laboratorium ved Christianshavns vold. Noget upraktisk var det, at chefen for alt dette, søtøjmesteren, stadig boede paa laboratoriekasernen. Hvad hjalp det, at der stod en marinejolle til hans raadighed, naar der næsten ikke var til at komme igennem, og det var lige meget, hvilken vej, han lod sig ro ad. Ud mod havnen »kunne man ikke komme

100