gamleskibegamlehuse

Købmanden Jan van Osten, som han altid kaldtes, havde først ejet et værft eller en kølhalingsplads ved Nyhavns hoved. Virksomheden her var im idlertid dels til hinder for sejladsen op gennem Nyhavns kanal, dels brandfarlig, det sidste navnlig i forhold til orlogsfartøjerne i det nære flaadens leje. Og til trods for at van Osten havde baade købt og betalt grunden som kølhalingsplads, ja, at den havde været brugt som saadan i mere end tredsindstyve aar, saa skete det alligevel, at man en skønne dag slet og re t forbod ham at anvende den paa den m aade! Maaske var der ikke saa meget at sige til det, da han nok aldrig havde haft det nødvendige privilegium paa slig virksomhed. Det lykkedes ham alligevel at opnaa erstatning for sit tab, ved et kongeligt gavebrev, nemlig paa »den ved Vores saltværk paa Christianshavn beliggende plads, saaledes som den til dels findes indpælet og efter dessein har skullet være . . .« Saadan set laa denne plads nu nok saa meget udfor laboratoriets som udfor saltværkets grund, men det var altsaa værkledelsen, der havde paabegyndt de opfyldningsarbejder, som Jan van Osten nu fik bevilling til at fuldføre til egen fordel, ja, han fik endda lov til at laane Holmens muddermaskine, saaledes som ogsaa Andreas Bjørn nogle aar tidligere, dengang han var i gang med sit større inddæmningsarbejde, anlægget af den senere W ilders plads. Det var jo ikke blot til sin egen, ogsaa »til publici nytte«, Jan van Osten fik tilladelse til at anlægge sin kran- og kølhalingsplads. Kongen forbeholdt sig alene den strimmel, der allerede var opfyldt, og som kom til at danne den syd­ lige del af Vestindisk-guineisk kompagnis havn. Og det gik heller ikke helt, som van Osten først havde planlagt. M ilitæret satte sig imod, at den kanal blev fyldt op, som løb mellem hans omraade og laboratoriets, ligesom der var vrøvl med den havn, der skulle anlægges i tilslutning til pladsen. Langs denne skulle nemlig Bornehusgraven føres ud til Strømmen, saa van Osten fik sit havneomraade udvist paa den anden side kanalen, ud mod havneløbet værnet af »et hoved«, et isoleret liggende opfyldt omraade, den senere saakaldte Sandø. Men da han ikke maatte lægge sine ophalingsbeddinger ud imod Strøm­ men, blev de altsaa placeret ved kanalen og denne saaledes praktisk talt be­ slaglagt af det nye skibsværft. Unrost kaldte han det paa sit fædrene sprog. Han var nok hollænder, som saa mange af dem, der satte præg paa Christianshavn? Unrost betyder saadan noget som travlhed og beskæftigelse. Virkelyst kunne man fristes til at oversætte det. Man vil forstaa, at selvom det var lykkedes laboratoriet at hævde sit te r r i­ torium , var det efterhaanden blevet klem t inde, af havne, skibsværfter og — borgerlig bebyggelse. Havde man væ ret betænkelig ved den brandfare, van Ostens nyhavnsværft frembød for orlogsflaaden, hvor langt farligere skulle man da ikke synes, tilsvarende virksomheder var som um iddelbart naboskab til laboratoriets højst eksplosive beholdninger?

102