gamleskibegamlehuse

embede, vedstaar jeg mig aldeles at udelukkes fra det, som en retskaffen, ærlig undersaat med billighed holder for det ypperste og uskatterligste, næst Gud i himmelen, nemlig Eders kongelige Majestæts hyldest og naade!« Naa, siden kom han altsaa til ære og værdighed igen og sad som borgmester til sin død i 748. To aar senere solgte enken gaarden i Strandgade. Hun drog til sin søster paa Fyn, og der hk hun til sin tid en standsmæssig begravelse blandt andre Rosen­ vinger, i gravkapellet ved Højby kirke. Men havde hun tænk t sig her at afvente dommens dag, tog hun fejl. Der som saa mange andre steder blev de adelige lig i vor tid gravet ned ude paa kirkegaarden. Da hun solgte gaarden, var det endnu et aabent sporgsmaal, hvad der skulle ske med den tidligere Rostgaards plads og saltværkets bygninger paa den. Det var ikke blevet til noget med det garnisonssygehus, som det en over­ gang havde været paa tale at rejse paa de gamle bygningers fundamenter. Oberst S. C. Gedde havde ellers efter allerhøjeste mundtlig befaling udarbejdet to alternative forslag, det ene til et etetages bindingsværksanlæg, det andet til et grundmuret sygehus i to stokværk. Men planerne om et nyt etablissement af denne art var blevet stillet helt i bero i januar maaned 1744. Selvom man gen­ nem aarene hk lidt ind i pakhusleje, saa lykkedes det ikke at faa en plan om at overlade samtlige bygninger til oplag for det nye Nordisk saltværk virkelig­ gjort. Og efter at saltværkets d irek tø re r endelig i 1747 var blevet befriet for deres ansvar, gik der endnu nogle aar, inden det besluttedes at afhænde hele herligheden paa en offentlig auktion, oprindelig saavel grund som bygninger, men sluttelig blev det saaledes, at kun de sidste skulle bortsælges til nedbryd­ ning. Med grunden havde majestæten truffet anden bestemmelse. Havde man ikke faaet et garnisonssygehus paa pladsen, saa hk man i stedet en garnisonskirke, Frederiks tyske kirke. Det blev paa den maade ogsaa endelig til alvor med en kirke ved Grønnegaards havn. Officielt var det den tyske menighed paa Christianshavn, indtil da fælles med den danske om Frelsers kirke, som tog initiativet til kirkebyggeriet, saa­ vel som til den tyske garnisons henlæggelse til det nye gudshus. Nok muligt, ja sandsynligt, at man havde følt sig for inden henvendelsen til kongen med bøn om, at han ville skaffe dem de nødvendige m idler, for man havde ingen penge selv. Og anmodningen blev naadigst imødekommet. De hk ikke b lo t lov til at lade optage en kollekt, en indsamling over hele landet, men ogsaa til at fo r­ anstalte et lo tteri til fordel for opførelsen, og da det havde givet et overskud paa henved 32.000 rigsdaler, bevilling til nok end et, hvilket dog kun indbragte godt 9000. Hertil kom 10.000 fra landsindsamlingen. Og de hk efter et første afslag ogsaa den plads, de havde kastet deres øjne paa, saltværkets areal, med undtagelse af pakhusbygningen paa grænsen til labo-

11 o