gamleskibegamlehuse

Basis var stadig Vestindien og plantagerne derovre, en meget ydedygtig basis. Der kom aarligt raasukker for io .o o o ’er rigsdaler, 1767 for 42.000, til Christianshavn, takket være de sortes slid. Schimmelmann havde jo købt sla­ verne af kongen sammen med p lan tagerne: in gleichen alle Ihro Konigl. Maje- ståts auf gedachten Inseln gehorende Negers, mannlichen oder weiblichen ge- schlecht. Der var mod slutningen af aarhundredet 8-900 negerslaver paa plan­ tagerne, og disse kunne give et aarsudbytte paa op til 170.000 daler. Saaledes i 90erne, efter at Danmark for sit vedkommende havde forbudt slavehandelen, takket være en indsats fra Schimmelmanns søn, Ernst Schimmelmann, der efter faderens død 1782 havde overtaget ikke blot hans stilling som finansminister, men ogsaa hans rigdomme, deriblandt det Grevelige Schimmelmannske fideis- kommis, i hvilket indgik baade plantagerne og sukkerværket paa Christians­ havn. En noget anden type end faderen, mere af en skønaand og mæcen, kendt for sin støtte til tyske digtere som Schiller og Klopstock, danske som Baggesen og Oehlenschlåger, og skønt heller ikke et finansgeni i samme format var han dog en godsejer og industriherre i større stil. Netop det, at han var medejer af sukkerhuset og dettes forudsætning, plantagerne i Vestindien, var baggrun­ den for hans arbejde for negerhandelens afskaffelse. Ogsaa for ham personligt havde sagen baade en moralsk og en økonomisk side. Man forstaar ikke altid helt hans handlemaade. Det var i sin orden at han beklagede sig, da han blev statens tilforordnede i bestyrelsen for et veritabelt slavehandlerselskab. Men mere mærkeligt, at han siden, da dette blev overtaget af et privat konsortium, gik ind med et større pengebeløb —hemm e lig t! Nu havde de danske slavefarter aldrig været noget lukrativt foretagende og egentlig kun haft deres berettigelse derved, at de holdt negerbefolknin- gen paa de dansk-vestindiske øer vedlige, hvad kunne være vanskeligt nok paa grund af de elendige kaar, under hvilke de sorte henslæbte deres træ lle ­ liv. Dødelighedsprocenten var høj og fødselsprocenten forbløffende lav. »De vestindiske øer var krematorier, som ikke alene opslugte fødselstilvæksten, men som for St. C ro ix’ vedkommende aarligt forbrændte en tilførsel af 57 5 nye slaver«. Schimmelmann satte sin lid til, at en forbedring af slavernes livsforhold ville ændre dette, og mente, at det i længden bedre kunne betale sig at bruge indfødte kreolnegre end indførte bussalslaver, som man kaldte dem. Men det O mente ikke planterne. Saalænge en indført slave ikke kostede re t meget, svarede det sig ikke at lægge negerbørn til. Det varede jo aar, inden de kunne komme til at gøre nytte, ren t bortset fra at det gik ud over mødrenes arbejdskraft. Saa hellere lade det være som nu. De frugtsommelige negresser naaede sjældent at føde, de fleste aborterede under det umenneskeligt haarde m arkarbejde!

127