gamleskibegamlehuse

Skulle handelen afskaffes maatte det ske gradvis. En rationel befolknings­ politik skulle fremme formeringen og staten finansiere forøgelsen af slavetallet, inden handelen definitivt kunne ophæves. Planterne maatte bringes til at tro , at det betalte sig at forbyde den. Ja, bondefrigørelsen tjen te ligeledes baade økonomiske og humane formaal, uden at æren, som tilkomm er dens forkæmpere, bliver m indre for det. Deres samtid priste dem da ogsaa, ligesom der blev slaaet en medalje til minde om slavehandelens ophør. Den bæ rer brystbilledet af en neger. Me m iseri, jeg elendige, lyder underskriften. Skulle den snarere have været præget med Ernst Schimmelmanns po rtræ t? Han burde i hvert fald have sin medalje, mente siden hans ven og tidligere regeringsfælle, den i sandhed ædle bondeven, Chri­ stian Ditlev Reventlow , og det paa baggrund af at Schimmelmanns bnansstyre var endt med en katastrofe, statsbankerotten i 1813. Da burde man netop huske, hvad den store menneskeven havde udvirket, ære baade ham og kongen, som havde ly ttet til hans vise raad, saa hele Europa siden fulgte eksemplet: Unsterbliche Ehre fur Schimmelmann, fiir den Konig, fiir Dånemarck ! Og man kan næppe beskylde dem, der havde bestormet Schimmelmann om at gennemføre befrielsen, hans slægtninge, for at gøre en dyd af nødvendig­ heden. Det var jo i den periode, da frihedsbegrebet havde betaget alle, ikke mindst i de højere klasser. Da grever og baroner hilste den franske revolution med uhæmmet glæde. »Welche herrliche schone Auftritte«, skrev Johan Lud­ vig Reventlow , det andet af grevebørnene fra gaarden i Strandgade, efter sto r­ men paa bastillen, og den tred ie i flokken, søsteren Louise, gift grevinde Stol- berg, kaldte 1789 for det skønneste aar i sit liv. Og netop i revolutionsaaret havde Schimmelmanns egen søster anraabt ham om at gøre noget for »die a r­ men Negers«. O Det var hende ikke nok, at forholdene var bed ret paa de Schimmelmann- ske plantager, saa der gik ry af det blandt alle slavevenner, og trods hendes fromhed heller ikke tilstrækkeligt, at de hernnhutiske m issionærer dog kunne stille de arme sorte en bedre tilværelse i udsigt —efter døden. Der maatte kunne gøres mere, skabes sociale institu tioner for de gamle og syge, deres al­ mindelige skæbne kunne lettes, ja, man kunne vel drømme om med tiden at skænke dem frih ed en ! »Etwas muss doch fiir diese Gedriickten geschehen, wenn w ir unsers Lebens froh werden wollen. Mit Scheudern denke ich an die willkiirlichen Peitschenschlåge, welche sie ohne die ringeste Verantwortung bekommen«. Det var Charlotte Schimmelmann, statsministerens gemalinde, der for­ talte hende om det første skridt fremad, om forbudet mod negerhandelen, da det tre aar senere var gennemført, langtfra uden modstand, navnlig fra de vestindiske regeringsmyndigheders side. De talte jo paa planternes vegne. Og

128