gamleskibegamlehuse

Tegneren har her vist udsigten fr a Engelskmandens plads henimod v. Ostens, som den var i 1§39> men billedet har saamcend ogsaa gyldighed, naar det drejer sig om tilstanden halvhundrede aarjør i tiden, ja , maaske endnu tidligere. Frederiks tyske kirke hæver sig bag den store affutagebygning paa laboratoriet, mens bygningerne til venstre laa paa v. Ostens plads. Det er ogsaa paa den, skibet staar paa bedding.

Men han stillede for store fordringer. »Der er vel næppe noget skibsværv nuomstunder, der skal kunne rose sig af den lykke at have en saa tilstrækkelig forraad af tommer, der i nogle aar har henlagt«, at man deraf kunne udsøge lydefrit materiale. Man maatte afhjælpe dette ved den maade, man føjede tømm eret sammen paa, og det var den samme, som blev anvendt paa »de konge­ lige orlogsværver«. Halkjærs arbejde skønnedes at være fuldt forsvarligt. Forøvrigt købte Browns søn og kompagnon et par aar senere værftet. Fra Jan van der Ostens dødsbo var hans plads og værft i 1761 overgaaet til sønnen Johannes van der Osten, hvis born kadet Jan David og Sara Cathrine 20 aar senere solgte etablissementet til William Brown. Den ældre Brown var en O indvandret skotte, svigersøn af Peter Applebye, og nævnes blandt Københavns største skibsredere. Men i 1787, blot en halv snes aar senere, fallerede firmaet John & William Brown, der især havde drevet handel paa Vestindien. Til stort tab for statskassen, som havde stø ttet det med betydelige laan under den store handelskrise i 1783. Paa tvangsauktionen i 1789 kostede skibsbyggerværvet paa v. Ostens plads 46.8^0 rigsdaler mod 28.000 i 1781, og 13.200 i 1761. Værftet var en vidtløftig virksomhed med adskillige bygninger og skure, deriblandt saavel et vaaningshus som en ankersmedje og med tvende overha- lingskraner, trende slæbesteder og tvende beddinger. Til værftet hø rte frem ­ deles »den liden holm« og havnen mellem denne og selve pladsen.

i 39