gamleskibegamlehuse

Man ved ikke, hvilken kendelse de o tte mænd afsagde, og siden var en an­ den adelig kommission beskæftiget med »de Christianshavns sager«. Faktisk er det, at herredagen i 16^^ fældede dom mellem København og Christianshavn vedrørende de to byers havneforhold, men da var sagen traadt ind i en helt an­ den fase. Dels var Christianshavn i mellem tiden blevet en virkelig købstad, saa nu stod striden mellem magistrat og magistrat. Byen fik sine privilegier i 1639, som den allerede 1634 havde faaet sin egen byfoged og eget byting. Og 1640 blev jurisdiktionen betydeligt udvidet. Christian IV henlagde ogsaa Slotshol­ men med dens beboere, paa og ved Børsen saavel som andetsteds udenfor selve slo ttet, under Christianshavns re t, samtidig med at majestæten af det hele om- raade med »samtlige des indvaanere funderede udi Christianshavn et nyt k irke­ sogn«. Man kan i denne transaktion næppe se andet end et nyt skaktræk af Christian IV, en fortsæ ttelse af hans bestræbelser paa at skabe et omraade, hvor Københavns magistrat ikke havde noget at skulle have sagt. Paa den maade kom ikke b lo t farvandet syd for Amagerbro til at danne et christians- havnsk indhav, men den nye by strakte ogsaa sine grænser langs hovedstadens ældste havneomraade, paa den anden side Slotsholmen, langs baade Gammel­ strand og havneløbet fra Højbro til Holmens bro, og det vel efter sædvanlig skik »til m id tstrom s« ! Det ville i hvert fald christianshavnerne hævde. For i den nye by var man ikke sen til at søge de nye og udvidede rettigheder g jort gældende i mange for­ skellige retn inger. Man krævede ikke b lo t accise, bropenge og andre afgifter af københavnerne, naar de ladede eller lossede deres egne skibe i havnene ved Børsen og andetsteds paa slotspladsen, man forbod ogsaa, at de anvendte deres egne maalere og vragere, og det selvom varerne var oplagt i deres egne pak­ huse ! Alt, hvad man saaledes paa Christianshavn mente at have re t til at oppe­ bære, stod pub liceret, skrevet op paa en tavle, der blev hængt op paa Amager­ bro, i aaret 16^3. Og det var nok denne kundgørelse, som slog hovedet paa sømmet. Nu ville københavnerne ikke længere finde sig i det. Og Christianshavn havde jo dengang m istet sit vigtigste værn. Byens skyts­ patron, dens grundlægger, var død —som det tø r være bekendt i aaret 1648. Ganske vist var Christianshavns privilegier blevet stadfæstet af den ny konge, Frederik III, endda to gange 1649 og i é ^ i , men det sidste privilegium ind­ skrænkede paa sin vis rækkevidden af tilsagnet i det første. I det hed det nem ­ lig : indtil anderledes forordnet v o rd e r ! Det havde vel nok sin baggrund i det andragende, som borgmester og raad i København det foregaaende aar havde indgivet, og i hvilket de blandt andet i høje toner klagede over de forviklinger, der var opstaaet efter, at Christians-

.24