gamleskibegamlehuse

havn var blevet en selvstændig købstad, ikke m indst med hensyn til havnefor­ holdene, baade hvad angik den - som man paastod - ulovlige handel ved Borsen og paa strømmen ud mod Amagerland, og »anseendes at Københavns frihed sig altid tilforne ud til Amagerland haver strækket« med hensyn til Grønnegaards havn, som for en stor dels vedkommende var »indtaget med udi Christians­ havn« til »Kobenhavns byes store afbræk og skade«. Indtil anderledes forordnet vorder? Man kan godt sige, dette skete med den nævnte herredagsdom, der blev afsagt den 13. juli 16^3-. Det var Christianshavns magistrat, der havde spillet ud og ville have rigets hø jesteret til at sige god for de rettigheder, som de ved tavlen paa Amagerbro havde prok lam eret at ville hævde. Men det blev skam hovedstadens styrelse, der tog stikkene hjem. Christianshavnerne havde ikke skriftlige adkomster paa alle de rettigheder, de paastod at have. Men det havde københavnerne. Som der staar i h e rre ­ dagsdommen, afsagt i kongens egen nærværelse: »Derhos fremviste forbemeldte Os elskelige borgmestre og raad adskillige Vores kære h e rre r forfædres ældgamle, saa og Vores kære h r. fader, højlovlig ihukommelse Christiani Quarti, saavel som Vores egne naadigst Københavns by . . . givne kongelige privilegier og frihedsbreve . . .«, kostelige skatte fra byens arkiv, som ikke noksom kunne værdsættes, »og efter at de for Os vare oplæste, bleve de Os elskelige borgmestre og raad igen tilstillede«. Tilsyneladende pukkede Københavns magistrat ikke for haardt paa hoved­ stadens ellers efter deres formening soleklare ret. De udtalte b lo t deres aller­ underdanigste forhaabning, at omraadet paa Slotsholmen frem tidig skulle høre under København, samt at Christianshavn blev frakendt re tten til at kræve accise og bropenge saavel som re tten til det udvidede havneomraade, »efter­ som havnen her for staden fra Revshale søtønde og indtil i Grønnegaards havn haver af Arilds tid væ ret Københavns re tte havn og de den haft i possession og brug, og . . . Christianshavns privilegier ej videre end til de havner, de selv haver ladet grave, og til kanalen, som gaar igennem deres by, at være be­ rettiget, formelder . . .« Og de høje h e rre r dommere med majestæten i spidsen gav dem fuldstæn­ dig ret. Christianshavnerne havde denne gang lukket munden alt for hø jt op. Med herredagsdommen af 13. juli 1633 var Christian IVs planer om det sær­ lige domæne i tilslutning til slo ttet endelig kuldkastet! Christianshavnerne gav alligevel ikke helt fortabt. Modparten havde under processen hævdet, at de ikke havde nogen direk te bevilling paa at opkræve havnepenge undtagen af de gravede havne og kanalen. Nu gik de til kongen og hk lovformelig tilladelse til at oppebære baade accise og »vinter!ejepenge, af . . . skuder og skibe, som i deres havn vinteren over ligger«.

26