gamleskibegamlehuse

Handelen havde im id lertid været afsluttet nogle maaneder før, og bygge­ rie t var allerede i gang, ligesom man fra myndighedernes side havde slaaet et slag for at sikre saltværkets afsætningsmuligheder. Værket var helt igennem o o o o et ægte barn af sin tidsalder, merkantilismens. Man stø ttede de hjemlige indu­ strier ikke blot med kontante tilskud, ogsaa med monopoler, toldbeskyttelse og deslige. Og ved en kgl. forordning af 19. marts 1737 var al indførsel af »fint« eller raffineret salt simpelthen blevet forbud t: »eftersom Vi ved Vor kgl. residensstad Kobenhavn, hvor der for nogen tid siden er opfunden en god saltkilde, til det almindelige bedste allernaadigst har ladet ind re tte et salt­ syderi, og samme værk ved den Allerhøjestes bistand allerede er bragt udi en saadan tilstand, at alle og enhver af Vores kære og tro undersaatter, saavel til egen fornødenhed som til sin handels fortsættelse derfra kan vorde forsynet med det behøvende smaasalt af lige godhed med det allerbedste, som hidindtil O o 7 er indført fra fremmede steder . . .« Af gode grunde gjaldt indførselsforbudet kun det færdigt raffinerede salt. Det christianshavnske salt var i sig selv ikke godt nok til at skabe et tilfredsO o stillende p roduk t. Det maatte tilsættes andet raasalt, indført grovsalt, navnlig fransk og spansk. Man trøstede sig med, at dette paa sin vis ville gavne stats­ kassen, nemlig erstatte denne de tab, den led ved at miste told in traderne af det importerede finsalt, ja, der ville endda blive en difference paa 1000 rigsdaler aarligt i toldkassens favør. At samme told skulle udredes af saltværkskassen, der ligeledes var kongelig, var jo noget andet? Saadan ville man saamænd ogsaa ræsonnere i vore dage. Tiderne bliver i mange maader sig selv lig. En reel fordel var i det i hvert fald, at man kunne indføre for henved 3000 rigsdaler m indre salt aarligt end forhen, saa de penge ville blive i landet. Og værket ville med de pro jek terede 11 pander i drift kunne producere 18.000 tønder aarligt, næsten dobbelt saa mange, som man plejede at importere. For at sikre sig mod smugleri og toldsvig maatte man kon tro llere lagrene landet over, og i alle købstæder blev posekiggeriet sat i system. Øvrigheden rend te rund t og skrev op, hvad salt de handlende havde i beholdning, i de smaa købstæder ofte forsvindende lidt. I hele Thisted by alt ialt kun io x/ 2 skæppe fordelt paa seks købmænd, af hvilke den ene laa inde med de 7 skæpper. I Fladstrand, det nuværende Frederikshavn, var der endda kun halvsjette skæppe og det slet in tet indført salt, alene af »det her hjemmekogte«, ligesom man enkelte steder fandt salt fra major Fuursmanns saltfabrik. Men selvfølgelig var der ogsaa købstæder, især de større, der havde mere omfangsrige beholdnin­ ger, ikke skæpper, men tønder i snesevis. Med indførselsforbudet og op tæ l­ lingen var starten gjort. Nu skulle alle sejl sættes til. Efter gode gamle christianshavnske trad itioner tog man ogsaa i denne om ­ gang mønster efter Holland. Ganske vist havde den først indforskrevne koge­

86