KøbenhavnsKirkesag_1926-29

1 0 1

»Min Fader arbejder,« saa forknyttes han ikke, thi min F a ­ der arbejder ogsaa gennem Ventetiderne, han er aldrig uvirksom, og han trættes ikke og lader ikke sin Gerning- ufuldf ørt, har altid sit Maal for Øje, og han arbejder indtil nu. Og saa lader han os til Opmuntring se Vaar og lyse- Dage, saadan som nu denne Menighed, som har hjemme- her i denne Kirke, ser Vaar og en lys Dag paa denne Dag,, da I indvier denne nye, smukke Kirke. For Jesus var det Ord: »Min Fader arbejder indtil nu« aabenbart en Kilde til Frimodighed og Kraft. Og Grunden var jo den, at han var helt indenfor Faderens Villie. Det havde han været fra Barnsben af. Det første Ord, vi hører af ham, er fra ham som 12aarig i Templet, da han siger til sin Moder: »Vidste I ikke, at jeg bør være i det, som er min Faders.« Og da hans Disciple kommer til ham, som sad i Samtale med en forhutlet Kone, den samaritanske Kvinde, siger han til dem: »Det er min Mad, at jeg gør hans Villie, som mig udsendte,« og da han strider i Geth- semane og den forfærdelige Korsdød staar ham tor Øje,, da beder han: »Lad denne Kalk gaa fra mig,« men han kan ikke tænke sig et Øjeblik en Befrielse uden om Faderens. Villie. »Ske ikke min, men din Villie,« bad han. Derfor sam­ ler han ogsaa her i det oplæste Ord sit L iv i dette: Sønnen kan slet intet gøre, uden hvad han ser Faderen gøre, d. v. s. Faderens Villie er det L ivselem en t, hvori han kan leve og røre sig, han kan slet ikke tænke sig at være udenfor, det er ikke hans Bundethed at være i Faderens Villie, men hans Frihed, i denne Villie er han hjemme. Vi har Magt til at gøre andet end Faderens Villie, men saa sætter vi voi Frihed til og bliver Trælle, saavist som den, der lever i Synd og Selviskhed, bliver Syndens Træl. Men for Jesus er det at leve i Faderens Villie ikke noget stillesiddende. Han siger: Min Fader arbejder, og jeg ar­ bejder. Som hele hans Liv var i Faderens Villie, var hele hans L iv i Arbejde og Virksomhed. Skal det da blive et Glædesbud og et Befrielsesbud for os, at Faderen arbejder indtil nu, saa sker det derved, at vi kommer i det rette Forhold til Faderens Villie, lever i den, har vort Arbejde i den. Saa kan ogsaa den lille og svage faa Del i Glæden, thi han er da paa den rigtige Side, der hvor han, som har al Magt, arbejder. Saa er det ikke en fremmed, der mægtig arbejder, men det er Faderen, og det er den største Herlighed for Barnet at arbejde med Fadei,. under Faders Øjne. Og nu staar vi i Dag ved Begyndelsen til et nyt Kirke- aar. Og en og anden vil maaske sige og tænke: Ja, det er jo Gentagelser, altid det samme. Og det er rigtigt, at en Ma­ skines Stempelslag, som stadig gentager sig, de bliver træt-