KøbenhavnsKirkesag_1926-29

dermed ligefrem peger paa, at vi først og sidst maa være opmærksomme paa, hvad der foregaar saavel i Hjertetemp* let som i Kirkehusene. Og lad os kun paany læse Jakobs Brev 2, 1— 9, og det fejler ikke, at Herrens Venner kan ikke være med til at forhaane de fattige, kan ikke være med til at leje eller udleje Kirkestole, lad dette være Vantroens Sag. I kgl. Anordning af 11. Novbr. 1899 § 6 findes en Sætning saalydende: „Udlejning af Distriktskirkens Stole maa ikke finde Sted“. Er det anstødeligt og utilladeligt i Distriktskir?

»KIRKESAGENS SYVSTJERNE«.

Bangert.

Adolph.

Borgen.

Lange.

Koch.

Westergaard.

Levinsen.

kerne, kommer da ikke Sognekirkerne under samme Dom? Og kan en ærlig Kristen, naar han har faaet Øje paa For* argelsen, undslaa sig for at søge den fjernet?“ Efter saaledes at have peget paa det, der maa fjernes, omtaler han noget andet, der maa frem: nemlig den frivillige Selvbeskatning og den enkeltes Offervillighed, og slutter der* efter saaledes: „Lad os optage i vor daglige Forbøn Kirke* sagen i sin Helhed, og vi vil erfare, at Tanken mer og mer kredser derom; vi faar Sagen stedse kærere, og hvad der da ydes, bliver virkelige Kærlighedsgaver; dem er det, Kirke* sagen tiltrænger og gerne skulde have efter stigende Skala.“ Da Direktør. Borgen døde, skrev Biskop H. O sten feld bl. a.: „Man har undertiden spurgt, hvilken enkelt af de syv Lægmænd, som rejste Herrens Banner herinde i vor store