KøbenhavnsKirkesag_1926-29

148 vokser til, lærer det at gøre Forskel, og naar man bliver gammel og har glemt det meste af, hvad Far og Mor glædede en med, saa har man ikke glemt dem selv. Saa samler Taks ken sig, om man har dem, til dem selv, og om de er gaaede hjem, saa takker man Gud for dem. Saaledes er i al Tak til Gud den d yb este T on e T akken til ham, at han vilde væve vov Fvelses Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Og det er han altid, ogsaa i de trange Tider, i disse mærkede vi det stær* kest. Netop i disse holdt hans Haand saa fast og stærkt ved os, da erfarede vi paa særlig Maade hans T vofa sth ed og bævende Kvaft, saa de blev de Tider, som satte stærkest Stempel paa os. Saa er Takken ikke alene Udtryk for et rigt Menneskeliv med Gud, men det gør L iv et endnu vigeve. M en hvovled es skal vi da ta k k e? Ja, vi skal ikke nøjes med at sige: d et skulde jeg egentlig takke for, thi det er et Udtryk for, at vi ikke takker. V i skal sige Gud Tak. Men en Tak med Ord, som kun er Ord er ingen Tak. I en af de ældste Salmer i vor Salmebog staar der: Takke og tjene gaar sammen. Har Gud været mig god, saa venter han ikke, at jeg betaler ham, men hans Gave og Godhed medfører Ansvav, nemlig at jeg tjener ham. Han tjen es blandt dem, han har sat os iblandt, thi han siger: „alt det I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod mig.“ Saa velsigne Gud Taksigelseskirken og den Gerning, som heri og herudfra skal øves, at det maa blive en O p ø v else i at sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn. Da kommer den til at bære sit Navn med Ære. Det give Gud. Amen. Biskoppen indviede derefter Kirken. De i Ritualet fore* skrevne Læsestykker oplæstes af Provst Fenger og Præsterne With, Steen og Huusom. Man sang derefter Salmen: „Lover den Herre, den mæg= tige Konge med Ære“, hvorpaa Forretningsudvalgets For? mand, Kirkefondets Sekretær, Pastor Charles Nielsen talte i Tilknytning til Salme 126 om, hvorledes Tanken om at rejse denne Kirke var opkommet i Begyndelsen af Krigens strenge Tid. V i var som drømmende, naar vi tænkte paa, at vort Folk og Land blev skaanet for at blive draget ind i det blodige Opgør. For dette vilde vi give Gud Æren og vise det ogsaa ved at bygge en Taksigelseskirke. Nu staar den der. Og Menigheden, som i de mange A ar har levet i den uanselige lille Kokolithkirke, er som drømmende, naar den ser sig om i dette festlige Kirkehus. Men Fremtidsdrømmen, der ligger bag ved hver ny Kirke, jeg takke dig vil og tjen e o Jesus, det lover jeg dig.