KøbenhavnsKirkesag_1926-29

172 Ved Indvielsen al Frederiksholms Kirke. Af Biskop, Dr. theol. H. Ostenfelcl. Phil. 1, 3—11. Af alle de Menigheder, som blev stiftede ved Apostlen Paulus’s Forkyndelse, var der ingen, der stod ham saa per­ sonlig nær som Menigheden i Philippi. Her kunde han tale i tryg Vished om, at hans Ord ikke vilde blive fordrejede, her­ fra kunde han uden at frygte for Misforstaaelse modtage Gaver under sit Fangenskab. Denne hjertelige Stilling kom­ mer frem allerede i Indgangen til hans Brev i den glade Taksigelse, hvormed han begynder. Han finder hos denne Menighed Missionssind, han takker for dens Deltagelse »med Evangeliet som Maal«, og han nærer et frejdigt Haab med Hensyn til dem. Hvorpaa bygger han dette lyse Haab? Ja, han kunde have sagt, at han saa lyst paa deres Fremtid, fordi han omfattede dem med saa stor Kærlighed; og denne Begrundelse vilde have været sand, men svag; thi menneske­ lig inderlig Kærlighed kan omskiftes og afkoles. Han kunde have skrevet, at de havde begyndt saa godt, og derfor var der ogsaa Grund til at haabe paa eri god Fort­ sættelse. De havde begyndt godt, de havde udstaaet tran­ ge Tider og Forfølgelser uden at bukke under. Men Paulus vidste noget om, at den menneskelige Kraft kan udtømmes og trættes, saa at den gode Begyndelse visner og bliver til intet. Derfor bygger han ikke sit lyse Haab for dem paa dette Fundament. Men hvorpaa bygger han det da? Han siger: »Gud, som begyndte en god Gerning i Eder, han vil ogsaa fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag.« Han ser det, som er sket iblandt dem, ikke som deres Gerning, men som Guds Ger­ ning. Og Gud bliver ikke træt, hans Begyndelser visner ikke, han er den, som fuldfører det, som han har begyndt. Nu staar vi i Dag paa en Højtidsdag for denne Menig­ hed, og Menighedens Venner glæder sig med den, at den kan flytte over fra det lille Træhus til dette Kirkehus, som kan rumme flere og give bedre Arbejdsbetingelser, og jeg tæn­ ker, at manges Sind i Dag er fyldt med Glæde og Tak. Men midt ind i Glæden og Takken kan der komme ligesom et koldt Pust ved at Spørgsmaalet rejser sig: »Kan det holde? Vil nu det større Rum blive fyldt? Vi sad saa tæt sammen i det gamle Hus, vil det nu ikke se noget mere sparsomt ud?« Og nu véd jeg, at man kan trøste sig paa forskellig Maade. Man kan sige, at det skal nok gaa, thi det er jo gaaet fremad hidtil. Og maaske er dette tilstrækkeligt lor den, som er udrus­ tet med et særligt lyst Syn; men for den, som ser paa Virke­ ligheden som den nu er, forslaar dette Grundlag for et Haab ikke ret meget. Men saa kan det endvidere siges: Jo, vi har et godt Haab, for nu er her arbejdet trofast i 9 Aar, og det er