KøbenhavnsKirkesag_1926-29

KøbenhavnsKirkesag

og Menigheden.

Nr. 16.

April.

1928.

Store Bededag. Det er intet Tilfælde, at Bededag er blevet Københavns Kirkesags særlige Dag. Tanken med Bededagen er jo vort Folks Frelse, gennem Bod og Omvendelse, og Tanken med Kirkesagen er det samme for vort Folks Hovedstad — alene Tankeløshed kan overse, hvor meget denne betyder for hele vort Folk. Inden Genforeningen taltes der ofte om, at Landet vilde trække Byerne med sig i Sønderjylland. Udviklingen gaar vel egentlig den modsatte Vej, at Byerne, og da først og fremmest København, trækker Landet med sig. Der er næppe mange, som forstaar, hvad Menighedslivet betyder for et Folk, som ikke ser Alvoren i denne Udvikling. Men det hjælper ikke at grave Grøften dybere; det, som ikke duer, finder sagtens Vej over den. Det er vanskeligere, men ogsaa mere paakrævet, at bygge Bro. Kirkesagen har bygget Bro, og en Bro, ad hvilken Strømme af Velsignelse er kommet til København. Det kan være smaat nok herinde, men alligevel sagde for nylig en københavnsk Præst, som før havde været andetsteds, hvor der var et kraftigt og levem de Samfundsliv: „Jeg er aldeles forbavset, ikke blot over, hvor der arbejdes herinde, men over den aandelige Kraft, jeg møder i Menighedslivet, langt over, hvad jeg før har mødt.“ Og andre siger det samme. Jo, Kirkesagen har ikke arbejdet forgæves. Men i samme Grad, Menigheden ud over Landet er med til at bære det Arbejde, i samme Grad vil det ske, at Veb signelsen vender tilbage fra København til Landet. Der er et Sted ude paa Landet en gammel Præst, som kan sige disse to Ord: „Vo r Hovedstad“, saa det bliver siddende i Hjertet. Maatte Kirkesagens mange Venner rundt om i Landet nu til St. Bededag kunne sige disse Ord, „V o r Hovedstad , saa de bliver siddende i Hjertet. Vi har Spørgsmaal, som er vigtigere end Pengene de efterfølgende to Artikler taler derom — men en god Bede? dagsgave er alligevel af væsentlig Betydning for hele vort Arbejde. Vi trænger til den, og vi tør bede frimodigt om den.