KøbenhavnsKirkesag_1926-29

180 II. Kirkefondets gamle Vej.

Professorens Syn er saare enkelt — nogle vil synes, tillige ret fattigt — men det har den i en Debat behagelige Egenskab, at det let kan fæstnes og udtømmes i en kort bormular. Kirkefondet har imidlertid været en for levende Bevægelse, til at dets Syn paa sin egen Opgave kan have samme Fortrin. Jeg har*) gjort Forsøg paa at bestemme Kirkesagens Hovedlinje som »Menighedens Selvstæm diggørelse gennem Frivillighedens Samarbejde med den folkekirkes lige Orden«. Det kan naturligvis ogsaa siges paa andre Maader — men det er i hvert Fald ikke det, at forsyne København med de nødvendige Kirker. Kirkebygningerne har aldrig været Maal, kun Middel for Kirkesagen- Man kan ogsaa sige saa meget med Sikkerhed, at Kirkesagen ikke var, og forhaabentlig aldrig skal blive, et Arbejde paa at redde Folkekirkens Rammer i København fra Forfald — saa meget som et Arbejde paa at redde Kristendommen i København fra at føre en Tilværelse i et Musehul til'at blive en aandeligt erobrende Magt. Og det betyder, at Spørgsmaalet om, hvorvidt dens Forhold til det i udvortes Forstand folkekirkelige skal være et venligt Samarbejde eller et spændt Modsætningsforhold, det vil nødvendigvis afhænge af de i denne Sammenhæng tilfældige ydre Forhold. Dens Forhold til det i dybeste Forstand folkekirkelige fra Matth. 28 derimod er noget ganske andet — det Forhold ligger fast. Men hvordan man nu end vil prøve at bringe Kirkesagens Op* gave ind i en bestemt Formel, er det i hvert Fald indlysende, at dettes hidtidige Opfattelse af, hvori denne Opgave bestaar, maa være vidt forskellig fra Prof. Warmings Opfattelse deraf- Og saa bliver Følgerne ogsaa de stik modsatte af de Betragtninger, som danner Baggrunden for hans Forslag. 1. Frivilligheden er selvfølgelig det absolut bærende, saa saare det drejer sig om et aandeligt Arbejde. Warmings Udvikling om Frivilligheden som den, der har en Pionertjeneste, indtil den offentlige Samvittighed er vakt og kan overtage Arbejdet, kan være overmaade træffende, saa længe det drejer sig om sociale Opgaver, som overgaar til Statens Forsorg — selv om der jo ganske vist ogsaa her kan spores en Tendens til at holde lidt igen. Ogsaa ved kirkelige Opgaver, som kan overtages af Ligningen, kan det være rigtigt, saa længe det kun drejer sig om ydre Ting. Men det bliver anderledes i samme Øjeblik, det drejer sig om ét aandeligt Formaal, dér er Frivilligheden en absolut Nød* vendighed. Og dersom dette aandelige Formaal ikke kan virkelig* gøres, hvis det bliver løsrevet fra Kirkebygningerne, m. a- O. hvis Menigheden bliver mere eller mindre hjemløs i de Kirker, den lige har faaet rejst for der at have et Hjemsted, saa følger deraf, at *) I min Bog »Ved Skillevejen« (Lohse 1926) p. 22?36, i hvilken Bog der vil findes adskilligt mere om disse Spørgsmaal, end i den tilfæl* dige Bemærkning i »Taarnets Fuldførelse«, som Professoren anfører.