KøbenhavnsKirkesag_1926-29

183 ikke bange for den Tanke, men der er vel Enighed om, at saalænge vi kan blive i den egentlige Sognelinje, skal vi blive der. Og saa. tror vi, at baade Folkekirken og Menigheden er vel tjent dermed. Kommer saa den Dag, da man ikke længere ønsker at modtage vort Tilbud — nuvel, saa maa vi gøre, som vi under de Forhold anser det for ret. Men den Dag, da Kirkefondet vilde opgive Frivillighe« dens Ansvar og det dermed uløseligt forbundne, Frivillighedens Ret, da vilde den unægtelig være kommet ind paa »Nye Veje«. Men overfor alt dette nævner Professoren et stort Ord: Tillid. Altsaa Tillid til de politiske Menighedsraad. Ordets blotte Tilsyne* komst er saa overvældende, at det formentligt havde været over* flødigt at mobilisere baade Frimodt og Goethe og Esajas, for at give det Vægt. Maaske det tillige er en lidt farlig Mobilisering- Esajas taler ganske rigtigt om ikke at knække det brudte Rør — men en anden Profet taler om ikke at støtte sig til brudte Rørkæppe, da de let kan gaa gennem Haanden. Og i hvert Fald har jeg vanskeligt -ved at tænke mig Goethe og Esajas som paalidelige Forbundsfæller i Tilliden til folkevalgte Menighedsraad. Jeg tænker mig, at de sna* rere vilde forstaa det Syn paa dem, som er kommet frem baade fra indremissionsk og grundtvigsk Side, som kirkelige Sogneraad. Det kan være udmærkede Raad, men .hvor meget eller hvor lidt de bliver ud over dette, er i saa høj Grad undergivet Tilfældigheder, at et aandeligt Arbejde, selv om det fornuftigvis regner med dem, vel maa finde sig beføjet til ikke at bygge for meget paa dem - allermindst i København. Derfor virker det heller ikke forbavsende, at der endelig mær« kes »Gnidning« omkring Klausulen. Den er jo netop sat ind, fordi man kunde sige sig selv, der maatte komme »Gnidning«, og den mærkes naturligvis i Stødpuden- Det er ikke Klausulen, der har fremkaldt Gnidningen, men Klausulen sidder paa det Sted, hvor Gnidningen først mærkes. Derimod er der al Grund til at forbavses over, at Gnidningen ikke er kommet tidligere og kommet kraftigere. Men det kan maaske naas altsammen endnu. Og naar Professor Waiming henviser til, i Stedet for Klausulen at nøjes med Lovgivningsbestemmelserne, f. Eks- om en Andenpræst (som der under de Forhold ikke bliver megen Plads til, hvor der er to faste Præster i Forvejen), saa kunde det være meget rigtigt, hyis Opgaven kun var den, at hindre, at det bliver helt galt- Men det kunde være, at Opgaven i Virkeligheden laa en Del andcilcdes. hvorledes det kan blive helt godt. Og det tror vi, der er al Udsigt til, at det vanskeligt bliver, om Præsteansættelser i stigende Grad bliver et rent Menighedsraadsanliggende. Og er man klar over, at her er det springende Punkt, saa vilde det være halsløs Gerning, om Frivilligheden trak sig tilbage- Tværtimod. 3. Frygten for at miste det aandelige Selvstyre, naar man er •afhængig af Gaver fra Landet, var det sidste — eller rettere det mellemste — af Prof. Warmings tre Forudsætninger. Ja, saadan sidder man jo let og tænker inde i København. Men