KøbenhavnsKirkesag_1926-29

34 han netop paa samme Plet fik Hlaandslag og Broderindvielse til sin første Præstegerning som St. Stefans Kirkens Kateket af Ru­ dolf Volf. Hvor levende tegnede han ikke Billedet for os af hine hans første Præsteaar i Samarbejde med den ild fulde, virksomme Volf, der forenede det varmeste Hjerte for Smaafolks Nød med videnskabelige Sysler. Volf var jo et stort Stykke af en Viden­ skabsmand og vandt sig ogsaa den teologiske Doktorgrad. En Præst, der ogsaa var med ved Jordefærden, fortalte, hvor­ dan Volf kunde dele ud af sit eget Tøj til Fattigfolk, ja kunde trække Overfrakken af sig og give den til en, der frøs. Og Billedet, som Provst Fenger tegnede, blev paa udmærket Maade suppleret af Stiftsprovst Volfs Søn, Pastor Jacob Volf, der særlig fremdrog Minderne fra Præstehjemmet, den lille Præste­ bolig bag ved Kirken, der nu er klemt inde af høje Kaserner; men som for dem bestandig var hellig Jord. Her kunde Volf søge Hvile, naar han kom hjem fra sine mangfoldige Husbesøg, og Hvilen bestod i, at han samlede sine Børn om sig i sit Værelse for at skaane sin svagelige Hustru, og dér kunde han da dels lege som et Barn med dem, dels staa med et Barn paa Armen ved sin Pult og forfriske sin Sjæl ved at læse i sin hebraiske Bibel, me­ dens de andre Smaagutter legede ved hans Fødder. Med hvilken Glæde fulgte ikke Rudolf Volf Kaldet fra Rudolf Frimodt, og da Kaldet kom til dem, medens de endnu var Præste­ folk i Farum, og deres ældste Søn just paa den Tid blev født der­ ude, var det en Selvfølge, at Drengen blev kaldt op efter den nye Kirke og kom til at bære Navnet Stefan, — han, som saa ung døde som Israelsmissionær i Galizien; men for hvis udmærkede Hustru og deres Børneflok den gamle Stiftsprovst blev en saa op­ ofrende og kærlig Bedstefader. Saa stærkt prægede Stiftsprovst Volfs dybe, fromme Præsteliv sig i Børnenes Sind, at det faldt hans Sønner ganske naturligt at vælge Præstegerningen alle tre, og selv gav han dem den første Indvielse i Teologien og i det for ham saa kære hebraiske Sprog, ligesom han alle Dage var en tro­ fast Ven af Israelsmissionen. Efter 25 Aars trofast, opslidende Arbejde ved den uforglem­ melige St. Stefans Kirke søgte han ud til roligere Forhold i Store- hedinge; men sine sidste Aar tilbragte han her i Hovedstaden, efter at han i 1922 havde taget sin Afsked. Og her havde han den Glæde i 1924 at kunne være med til at fejre St. Stefans Kirkens 50-Aars Fest, ved hvilken Lejlighed han og Provst Fenger igen prædikede Side om Side som i Kirkens første Dage. Til sidst var han saa træt og længtes hjem til Guds Børns Sabbatshvile, og uden nogen egentlig Sygdomstid kom Døden mildt og stille til ham den 19. April 1926. Hans Ungdomsven og Medarbejder, Provst Fenger, var hos ham og gav ham paa Døds­ lejet den hellige Nadvere, Guds Børns Rejsemaaltid. Og nu blev han stedet til Hvile fra sin elskede Kirke. Efter