KøbenhavnsKirkesag_1926-29

48

sig ganske godt, men der er ikke noget Mod til at rykke frem. Hvad er Grunden hertil? Det er vel den, at der er for lidt aandelig Kraft: »Du har en liden Kraft«. I Menigheden i Filadclfia (Aab. 3) betød disse Ord vel kun, at de var en lille Flok. Og det behøver ikke at gøre Herrens Venner bange. Men hvis det betyder, at de har saa lidt, at det, selv om de slutter sig sammen, ikke bliver til noget, saa er der Fare paa Færde. Jeg tror, der i Menigheden herinde er en begyndende Selvs erkendelse paa dette Omraade. Man begynder at skamme sig over, at der er saa liden Kraft, man begynder at bede om en Vækkelse over København. Men hvor de enkelte troende for Alvor beder den Bøn: »Herre, send os en Vækkelse, og lad den begynde i mit Hjerte for Jesu Skyld« — der er Vækkelsen alt begyndt. Visselig vil vi kun tale smaat derom, og dog klynger vi os dertil med Haab og Bøn om, at det er ad den Vej, der skal naas frem. I Lys heraf forekommer det mig da, at den aandelige Situation herinde lægger tre Krav for os. 1. Mere Bon — og, Gud ske Lov, der er allerede en hel Del smaa Bedekredse, og de breder sig. 2. Mere virkelig Kraft. Vi har en Del Sværmere. De gør ikke saa faa Erobringer, og de virker næsten alle ved det ene Ord: Kraft. Vor Tid hungrer efter Kraft. Men Menigheden ved dog, hvor Herren har lovet Kraften fra, og kender da ogsaa Vejen i Bønnen om Helligaanden. 3. Mere Enhed. Kirkens Fjender peger paa al vor Uenighed, ja har i vore Dage samlet deres Angreb mod dette P mkt som aldrig før. Og der er visselig en alvorlig Brod deri. Skal det blive til noget med en Fremrykning, maa vi lære at tie med, hvad vi har imod hverandre og tale højt om, hvad vi er fælles om. Da Kirkesagen fødtes, var der et Spørgsmaal, som sugende.bed sig fast i Hjerterne og fik flere og flere Mennesker i Tale. Det var det Spørgsmaal: Hvor er Menigheden? Men bagved Menigheden dæmrede der et andet Spørgsmaal: Hvor er Kirken? Det er det, Helge Rode taler om. Det kan ikke være Grundtvigianerne og heller ikke Indre Mission, der er Kirken, og det kan ikke være Lutheranerne alene. Nærmest frem imod det at kunne finde Svar paa det Spørgsmaal fører Kirkesagens særlige Linje: Den ejendommelige Samvirken mellem den officielle Kirke og det frivillige Menighedsarbejde. Kirkesagen har sin Rod i den frie Menighedsbevægelse, og skulde vi vælge et af to, stod vi sikkert uden Vaklen i det frie Menigheds* arbejde. Men vi tror, at Gud har betroet Københavns Kirkesag noget særligt paa dette Punkt, og derfor opgiver vi kun nødig Haabet og fortsat Samarbejde med den officielle Folkekirke. V i tror da ogsaa, at vore Venner omkring i Landet vil forstaa, hvad dette er værd og bede Gud bevare det for os, saa Øjeblikkets Vanskelig* heder ikke skal føre til et Brud, men til at der bliver mere Klarhed og ny Velsignelse i Samarbejdet.