KøbenhavnsKirkesag_1926-29

KøbenhavnsKirkesag og Menigheden.

Afgørelsen ved Kirkefondeis Bestyrelses* møde i Oktober. Alle, som kender blot lidt til Kirkesagens Udvikling i København, véd, at det var en afvorlig Afgørelse, Kirke- fondets Bestyrelse samledes til i Oktober d. A. Af en ret ubetydelig lokal Sag i en af Byens Forstæder opstod i Fjor en Bladpolemik. Kirkefondet indblandedes deri, uagtet Sagen laa helt udenfor dets Omraade. Uvillige Journalister forvrøvlede Sagen og pustede »Uroen« op til »noget stort«. Kirkeministeren blev interviewet og ansaa sig for nødt til at berolige Stemningen. Og efter en Del Tøven sendte Ministeriet da i Sommer Kirkefondets Bestyrelse en Skrivelse, hvis Hovedindhold var Spørgsmaalet, om man ikke kunde tænke sig at opgive visse Særrettigheder, der mentes at have vakt Anstød, nemlig 1) K irk ef ondets E jen ­ dom sret til sine Kirker og 2) Kirkefondets Ret til ved dets Kirker (enkeltvis) at kunne forbeholde sig den halve Brugs­ ret til Fordel for en Valgmenighed eller en af Kirkefondet ansat »Andenpræst«. Kirkefondets Bestyrelse drøftede Sagen i to Dage under en dyb Følelse af Ansvaret. Resultatet blev jo straks med­ delt i Dagbladene. Trods forskelligt Syn paa mangt og meget i den store Kreds blev Svaret et énstemm igt Nej. Vi har den Tillid til den nuværende Kirkeminister og Kirkeministeriet, at de forstaar, at Svaret ikke udsprang af Rethaveri eller Stridslyst og ikke kunde formes anderledes saavel ud fra Kirkesagens historiske Udvikling som af Hensyn til hele vort Arbejde og vort Maal; og vi fortrøster os til, at vi ogsaa i Fremtiden skal kunne fortsætte det Samarbejde med K ir­ kestyrelsen, der har været af saa stor Betydning for Kirkens Stilling og L iv i København. Men vi vilde ogsaa gerne, at Kirkefolket i det hele — baade i By og paa Land — skulde forstaa vor Stilling og skal derfor her give en nærmere Be­ grundelse af vort Svar, som efter Sagens Natur, vedtaget af en over hundredtallig Forsamling, kun kunde have Ka-