KøbenhavnsKirkesag_1926-29

62

rakteren af en Resolution (meddelt i Sammenhæng her i Bladet S. 70). 1. Kan de to næ vn te B estemm elser virk e try k k en d e paa noget Sted i Københavns Kirkeliv? Utvivlsomt ikke, da de er fuldstændig hvilende Bestem­ melser, der kun angaar tænkte Muligheder i en maaske fjern Fremtid. E jend om sretten betyder kun, at disse Kirker er Kirkefondets private Ejendom, hvis eller naar Folkekir­ ken maatte ophæves. Saalænge Grundlovens § 3 bestaar, er de overgivne Folkekirken til Brug ligesom alle andre Kirker. Og Kirkefondets Ret til den halve B rug er faktisk aldrig anvendt og vil ikke blive anvendt uden i yderste Nødstil­ fælde. 2. Men er disse Rettigheder dog ikke i P rin cipp et ubil- lig e ? udtrykker de ikke en Fordringsfuldhed og Hersker­ lyst, som Folkekirken ikke kan finde sig i? Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan tænke saaledes, naar han kender lidt til Sagens Udvikling og disse Rettig­ heders Oprindelse. Kirkesagen b egynd te omkring 1890 med, at Lægmands­ kredsen i Følelsen af Kirkens Nød under de daværende store Sogne sammen med Københavns Præster androg Ministe­ riet om at faa en Komm ission nedsat angaaende Hoved­ stadens Kirkeforhold. Var det ikke loyalt?, Kommissionen blev nedsat af Ministeriet og endte med at foreslaa Opførelse af 8 Kirker m. m., og et L ov fo rsla g i den Retning forelagdes af Ministeriet. Kirkesagens Førere stillede sig fuldt ved Kirkestyrelsens Side og førte an i Kampen for Forslaget. Var der nogen Herskersyge d eri? Lovforslaget blev imidlertid begravet, og Kirkestyrelsen magtede intet. Saa rejste Kirkesagens Førere en frivillig B e­ væ gelse, der blev en varig og stadig voksende Strøm, nu ledet af Kirkefondet, og som i Løbet af 30 Aar har skaffet København over 30 Kirker og i Sammenhæng dermed ført til en Genoprettelse af nogenlunde sunde folkekirkelige For­ hold og Arbejdskaar herinde. Stat og Kommune ydede intet. Og Kirkestyrelsen? Ja, naar den frivillige Bevægelse lidt e f­ ter lidt paa flere Steder og med større kirkeligt Sigte bad om at faa Lov til at tjen e Folkekirken — der officielt intet mag­ tede for at standse den kirkelige Nedgang ved Hovedstadens Vækst — gav Kirkestyrelsen ogsaa lidt efter lidt (undertiden ret gnavent) sit Samtykke. Tak var der ikke Tale om, og den behøvedes heller ikke; den frivillige Bevægelse var tak ­ nemlig for at faa Lov at ofre og tjene — var det fordrings­ fuldt? . Men her mødte man en Vanskeligh ed. Saalænge det (i Begyndelsen) kun gjaldt faa, privatlønnede Præster i m id ­ lertidige Kirker, mærkedes den ikke. Men da man fik Kræ f