CarlEtlarsMinder

192

her i Verden tjener jo til Sk u esp il, Lid elsen og G læ den, h vorfo r da ikke en E rk eb isp med violette H andsker? Ind i K irke n gik det med Sto re og Sm aa; K lok k en vedb lev at kim e; den syn ger jo sin L o v san g og L ig san g med samme Tunge. Imedens M onseigneur tildeelte Mængden V elsignelse i K irk en , blev jeg paa Stadens T o rv , en aaben Plads, beplantet med A k acier, Vidne til en anden F e st i Staden N em ours, en Fest, hvortil man ikke kom i F lø il og S ilk e , en K o rn ­ uddeling til de udsultede Indfødte, der paa deres K am eler i F lo k k e strømmede ind fra det forbræ ndte Land, hvor de mudrede Flod rester forgiftedes a f G ræ shopperne, som paa deres V andring vare druknede i Vandet, og hvor M enne­ skenes Fød e i lang T id kun havde bestaaet i T idselens sk ræ l­ lede B lad stilke, M arven a f den lave Palm e, Ph oen ix hum ilis, L øvetan d , k ort sagt, man tog tiltakke med Alt. G en eral Mac Mahon, Stath older i A lgie r, saae denne Nød og besluttede at handle paa egen Haand, for at lindre den. Han lod opkjøbe alt det K o rn , han kunde overkomm e, og sk rev til F ra n k rig efter mere. D ernæ st sammenkaldte han fra Ø st til V est H øvdingerne fra de forskjellige Stamm er og sagde til dem : «1 mangle B y g til at sp ise; i O ktober kommer Saae- tiden, saa vil I ogsaa mangle B y g til at læ gge i Jord en . S k ik Ed ers Mænd til den næ rm este H avn, saa skal I faae, hvad I trænge til. N aar Ed ers Høst b liver god igjen, saa give I m ig mit K o rn tilbage. Det skal I H øvdin ger væ re an svarlige for.» Saa kom de strømmende, B eduinerne fra Ø rkenen og A raberne fra Land sbyerne. De stirrede forbausede paa deres V elgjerningsm and, de sagde Intet, men bevarede Erind ringen