CarlEtlarsMinder

19 5

D ragterne, det lidenskabelige U d tryk, hvormed enhver Fø lelse udtaler sig, det er G evæ rskuddene, Kam elens B rø l, Æ se le ts Sk ryd en , Mændenes vilde S k rig , som her v irk er sammen til et heelt B illede. — H vo r er det M aleri, hvor en den Daad og B ed rift her i V erden, som taaler at tages ud a f Ramm en, eller som ikke beroer paa, at den sees og bedømmes fra det rette Syn sp u n k t? A tter gik v o rt F a rtø i fra L and , og de to Præ ster sad som før med H atten i Haanden, atter knæ lede de ned paa Dæ kket mellem A ppelsinskaller og T o vru ller, takkede for den herlige F e st og kyssede den omtalte R in g , idet de bød F a rv el. » Det trak op til Storm . Monseigneur tog sin B øn ne­ bog og gav sig til at læse. Storm fuglene fløi pibende hen over Sø en , M aagerne søgte tillands for at finde Læ for det kommende U veir. S k ib et seiledevidere. Stedse høiere reise B jergenesig nede mod O ran, mere vilde og mægtige stræ kke de deres skaldede Hoveder i V eiret, blegede, furede, som en gammel V agtpost i Strid med Storm og R eg n og S ø . N edenfor dem larmer H avet med B raad og B ræ ndin g, tørne imod R even e, men glide tilbage lgjen og slikke K lip pen s F o d - altsaa er det K lippen, der hidtil er bleven Seierh erre. Endnu en B u g t, den største, den sidste, før vi naae A lgier. D erfor synes det store Dampskib at skyde hurtigere gjennem de rullende S ø e r ; det aner M aalet og kaster høie, snehvide Sk um sk yer om kring sig. — Der gaaer Solen ned, en blodrød K u g le, som synes at vugge sig midt i det pragt­ fulde Tæ ppe a f G uld og P u rpu r, den breder ud o ver Søen. Saa b liver det N a t; thi «A ften» og «M orgen» er )o kun O rdlyd uden V irkelighed her. T aagen stiger paa Slettern e. Det er koldt nu, og Flaggerm usene svæ rm e. 13 *