CarlEtlarsMinder

2 I 8

«K om igjen K lo k k en tre,» tilføiede hun, da hun saae, at der var N ø d paafæ rde. K lok k en tre stod den Fremm ede for P ro fesso ren , en venlig, m iddelaldrende Mand. Godheden lyste i hans A n sigt. Stemm en svigtede hende pludselig a f Sin dsb evæ gelse. Uden at sige et O rd tryk k ed e P ro fesso ren den U bekjendtes Haand og fulgte med til Hotellet. Den S y g e blev strax bragt i Sen g, enhver videre R eise forbudt. F ra den D ag besøgte den trofaste og opofrende L æ g e den danske G jæ st, som oftest 3 — 4 G an ge daglig i flere M aaneder, en a f disse K jæ rligh edsgjerninger, der a f en saa udpræ get dansk Mand som B ro sb ø ll gjorde en for L iv e t tyd sk ven lig Sk yld n er. — T rod s den frem ragende V idenskabs­ mands B estræ b elser vedblev en snigende F e b e r at hærge den S y g e ; tilsidst sank han hen i en apathisk Sløvhedstil- stand. E fte r to M aaneders u afb ru d t S y g eleie , ved hvilket V idenskab og Ømhed havde udtøm t alle H jæ lpekilder, opgav Læ gen H aabet og meddeelte hans Pleied atter, at det nu efter al Sandsynlighed var paa det Sidste med C arit E tlar. Væ relset, hvori han laa, var sm ykket med friske B ø g e ­ grene, D igterens Y n d lin gsfu gl, Stæ ren , fløitede ude paa det spidse G jenbotag, Studenternes F ryd eraab lød nede i Gaden — inde paa Puden laa det dødstræ tte, charakteristiske H oved med det taalm odige Sm iil. Jo næ rm ere dets E ie r syntes Sk yggern es R ig e , desmere forklaredes hans T ræ k . Den Efterm iddag stege brændende B ø n n er om H el­ bredelse til G ud for v o r gam le, prøvede V en, Danmarks folkekjæ re D igter, som her i det fremmede L and nu droges med Døden. C arit E tla r døde ikke.